DN-formand frikendt for injurier
Lars Juel Sørensen fremsatte ifølge dom i Retten i Hillerød ikke æreskrænkede udtalelser i Frederiksborg Amts Avis 7. marts 2012
Retten i Hillerød frikendte torsdag Lars Juel Sørensen, der er formand for Danmarks Naturfredningsforening (DN) i Allerød, for injurier. Det skete, da retten afgjorde en sag rejst af Farum Sten & Grus (FSG).
FSG stævnede i marts 2012 Lars Juel Sørensen for to udtalelser i artiklen 'Skuffelse i Lynge over byråd', som blev bragt i Frederiksborg Amts Avis 7. marts 2012.
Den ene udtalelse udsprang af DN-formandens undren over, hvad han opfattede som byrådets tavshed i den offentlige debat om Lynge Grusgrav. Han blev citeret for at sige: "Jeres tavshed kan enten opfattes som arrogance over for os, der er bekymrede, eller noget der er endnu værre."
Den anden udtalelse handlede om Allerød Kommunes undersøgelser af jorden i grusgraven, hvor Lars Juel Sørensen udtrykte frygt for, at det valgte firma til jordprøve-opgaven, Poul Falkenberg ApS, "har for tætte relationer til FSG for at være uvildige".
FSG mente, at udtalelserne var æreskrænkende, men Retten i Hillerød er altså af en anden opfattelse.
En kritik af kommunen
I dommen kan man læse, at retten har lagt vægt på, at 'udtalelserne i den sammenhæng, som de blev fremsat i, efter en sproglig fortolkning må forstås således, som de efter sagsøgtes egen forklaring var ment - nemlig som en kritik af Allerød Kommune...'
Og af udskriftet fra dombogen fremgår det, at Lars Juel Sørensen i retten har oplyst, at han ikke havde til hensigt at beskylde FSG for at bestikke byrådet, idet han ikke havde noget grundlag for en sådan mistanke, ligesom han ikke havde til hensigt at påstå, at der var foregået noget uregelmæssigt ved selve prøveudtagningen.
'På trods af, at sagsøgtes udtalelser måske efter deres formulering kunne misforstås, finder retten ikke, at de går ud over, hvad der i en offentlig debat som den pågældende på miljøområdet er tilladeligt. Retten har i den forbindelse lagt vægt på, at hensynet til ytringsfriheden, jf. artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, efter retspraksis tillægges betydelig vægt overfor hensynet til en person eller et selskabs gode navn og rygte eller rettigheder,' hedder det i dommen.
Kommentarer til dommen
Lars Juel Sørensen siger om dommen til Frederiksborg Amts Avis, at han er glad for, at "retten har vejet Farum Sten & Grus' argumenter og fundet dem for lette," og han tilføjer:
"Ellers kan man jo overhovedet ikke tage ordet i en forsamling eller skrive et læserbrev, hvis dem der lytter eller læser frit kan tolke det og trække dig i retten."
Christian Rindbøl, FSG, har denne kommentar til dommen:
'Først vil jeg sige, at vi er rigtigt glade for, at Lars Juel Sørensen under afhøringen i retten har erkendt, at han aldrig har haft grundlag for at beskylde eller mistænke FSG for, at der foregik noget forkert eller ulovligt ved prøvetagningerne, og at han ikke har haft til hensigt at beskylde FSG for at foretage sig noget ulovligt. Hverken ved prøvetagningerne eller i kontakten med byrådet. For det andet er vi ikke enige i Lars Juel Sørensens opfattelse af, at byrådets medlemmer er og var uvidende og dårligt orienterede, men vi er glade for, at han ikke mener vi har påvirket dem utilbørligt.'
'Det var det vi havde brug for at få slået fast. Det er ærgerligt, at Lars Juel Sørensen først ville forklare det under ansvar i retten og ikke fortalte det fra starten, da vi spurgte.
Så kunne vi alle have sparet meget tid.'
'Konklusion: Selv Dansk Naturfredningsforening (Lars Juel Sørensen) har nu erkendt, at prøvetagningen var 100 pct. korrekt udført, og at resultaterne, der viser at jorden er ren, er rigtige,' skriver Christian Rindbøl i en mail.
FSG skal inden 14 dage betale sagens omkostninger, som er 60.000 kr., til Lars Juel Sørensen. Ifølge Frederiksborg Amts Avis har FSG endnu ikke besluttet, om sagen skal ankes.