Nyrenoveret Bellevue Strandpark indviet
Sommergæsterne kan se frem til større totaloplevelse i Bellevue Strandpark
Omkring 100 naboer og brugere af stranden var til stede, da den renoverede Bellevue Strandpark i søndags blev indviet.
Projektet handler i første omgang om at kystsikre stranden ved at anlægge tre forlande i beton, tilføre sand, så stranden er gjort 12-20 meter bredere, samt at sikre større rekreativ værdi.
Strandens tilgængelighed er øget gennem en særlig handicap-rampe.
Der er etableret en stor kajakbro, en vinterbadebro samt almindelige badebroer i azobe-træ, så badegæsterne kan komme i vandet fra de nye forlande. Desuden er Arne Jacobsens livreddertårne blevet renoveret og fremstår nu med den oprindelige bemaling i kraftig blå.
Projektet er første etape af en fornyelsesplan for Bellevue-området, som også omfatter de hvide bygninger, de grønne områder og vejarealet langs Bellevue Teatret.
Projektet er udført af arkitektfirma Hasløv & Kjærsgaard, Dansk Hydraulisk Institut samt Ingeniørfirmaet Niras i samarbejde med Gentofte Kommune.