Allan er 76 - og har cyklet 500.000 kroner ind til syge børn
Siden 2011 har Allan Søndergaard et hav af gange kørt rundt om Brabrandsøen på sin cykel, nogle gange i 24 timer i rap. I år håber han, at børnene vil gøre ham kunsten efter.
»Det er for dem, som vil gøre noget for de børn, der bliver indlagt. For de rutiner som os med raske børn ikke ser til dagligt.«
Sådan beskriver initiativtager for »Giv 24 timer til Syge Børn« Allan Søndergaard begivenheden.
Ideen startede fordi Allan Søndergaard cyklede velgørenhedsture til Portugal fordi »I 2000’erne skulle man gøre et eller andet tosset, og så fik jeg nogle vilde ideer til at samle penge ind,« siger amatør-cykelrytteren.
At sætte 11 dage af for at cykle til det vestligste Europa var ikke bæredygtigt, men så faldt han over Brabrandsøen.
Han stablede et velgørenhedscykelløb på benene. De første 11 år har indbragt over 500.000 kroner, som er gået ubeskåret til Akut Børnemodtagelsen på Aarhus Universitetshospital.
24 timer
I sine yngre dage var Allan Søndergaard redaktør for Aarhus Lærerforenings fagblad. Her besøgte han sygehusundervisningen, »som det hed den gang«.
Med det samme vidste redaktøren, hvem penge fra et velgørenhedsløb skulle gå til.
24 timer har man til at cykle, løbe eller gå så mange kilometer rundt om Brabrandsøen som muligt. To gange er det lykkes Allan Søndergaard at cykle i alle 24 timer.
»Det er fuldstændigt tåbeligt. Det var dengang, at jeg var på toppen af cyklen, nu er det bare hygge-cykling,« siger Allan Søndergaard og griner af sine tidligere præstationer.
I kontrast til tidligere år er der ingen mål for dette års cykeltur. Det vigtigste for hygge-cyklisten er, at der kommer nogle folk og bakker op.
Børnene
Sidste år oplevede han, at en gruppe børn cyklede rundt om søen. De var nysgerrige på, hvorfor den 76-årige Allan Søndergaard ikke længere cykler så meget. Han måtte forklare, at der er kommet nogle biologiske fartdæmpere med årene.
Børnene gjorde et stort indtryk på pensionisten, der håber på at se endnu flere børn cykle i år.
»Turen er jo for børnene, så det vil være rart at se nogle flere, så det ikke bare er en flok, der har ramt sidste salgsdato, der går rundt,« siger Allan Søndergaard og griner.
Udover de ældre deltager Skovby og Galten cykelklub. Initiativtageren skyder på, at der er omkring 60 gengangere, men at der hvert år kommer en del flere, som vil være med for første gang.
Man kan enten tilmelde sig direkte til Allan Søndergaard på allan46@mail.dk, eller blot møde op på dagen og skrive sig op. Hvis konditionen måske skal pudses inden, så har man også tid.
Løbet begynder 17. juni klokken 12.00 og slutter 24 timer senere.
Ruten er tydeligt afmærket med skilte hele vejen rundt. Der er naturligvis givet tilladelse af Aarhus Kommune, politiet og brandvæsenet. Færdselsreglerne skal overholdes, og der køres med cykelhjelm. Hvis man vil køre om natten, skal man sørge for kraftige lygter, lyder opfordringen.