Fortsæt til indhold

Hør om Stines upcykling eventyr

Som en del af Klimaugerne kan du komme til foredrag med Stine Højland fra 'Atter' og blive klogere på, hvordan du kan genanvende gammelt tekstil til nyt tøj.

Samfund
gs

Onsdag 26. april kan du i Hadsten komme til foredrag med Stine Højland, som har startet virksomheden ’Atter’, hvor hun syr gammelt sengetøj om til nyt tøj.

’Atter’ opstod, da Stine besluttede sig for ikke længere at ville købe nyproduceret tøj. Den beslutning har givet hende nye erfaringer, ændrede vaner og et liv som selvstændig.

Denne onsdag aften vil Stine fortælle historien om ’Atter’ og den grønne vision den bygger på. Hun vil dele sine tanker om tøjindustrien og modebranchen, og hvordan hun fandt glæde i at gribe syning og kreativitet anderledes an. Hun deler ud af gode råd og svarer på egne udfordringer og spørgsmål om alt fra iværksætteri, tendenser og zig-zag.

Foredraget foregår hos Café Snakbar, Østergade 5, 8370 Hadsten. Billetter er gratis, men skal bestilles på favrskovbib.dk eller dit lokale bibliotek.

Udstilling og workshop

I uge 16 og 17 kan du se nærmere på nogle af Stine Højlands kreationer, når udvalgte stykker tøj bliver udstillet på Hadsten og Hammel Bibliotek.

Samme dag som foredraget afholder Stine Højland også en workshop for inviterede faglærere fra Favrskov Kommune, der her vil lære, hvordan man genbruger gammelt sengetøj til nye projekter. Disse faglærere vil herefter kunne videreformidle deres nye viden til mange flere i kommunen.

Foredraget, udstillingen og workshoppen er en del af Klimaugerne 2023 og Favrskov Bibliotekerne og Klima Favrskov er i den forbindelse gået sammen om at sætte fokus på bæredygtig tøjproduktion, samt genanvendelse af f.eks. gammelt sengetøj til syning af nyt tøj.

Læs mere om Klimaugerne på favrskov.dk