Fortsæt til indhold

Soroptimister fra Grenaa hjælper unge piger i Burkina Faso

Projekt skal undgå uønsket graviditet og skolestop.

Samfund

Soroptimist International Grenaa har siden starten af 2022 samarbejdet med lokale soroptimister i den afrikanske stat Burkina Faso. Projektet gik ud på at give seksualoplysning til store piger og unge kvinder, så de ikke bliver gravide i en meget ung alder og måske dropper deres skolegang på grund af graviditet og ikke får den uddannelse, der er så vigtig for at komme videre både for den enkelte kvinde og for samfundet som helhed.

Projektet har med stor succes været gennemført på to skoler, hvor skolens ledelse, lærerne og forældrerepræsentanter har holdt konferencer med deltagelse af lokale myndigheder. De unge kvinder har fået undervisning og information på mange måder - eksempelvis teaterforestillinger, diskussioner og plakater på skolerne.

Eleverne gav udtryk for, at projektet og de efterfølgende dialoger blandt andet med det lokale sundhedspersonale havde hjulpet dem til at forholde sig mere ansvarligt seksuelt og tage selvstændig hånd om deres fremtid. Antallet af uønsket graviditet blandt de studerende er allerede faldet mærkbart og eleverne ønsker at arbejde videre med projektet til gavn for endnu flere familier i lokalsamfundet.

Fremover vil man blandt andet også fokusere på etablering af sovesale og kantiner for kvindelige studerende, der er nødt til at flytte hjemmefra for at få en skoleuddannelse og som ved privat indkvartering ofte kan komme i en sårbar situation.

De studerende, der har klaret skole og uddannelse, er selvstændige og ansvarsbevidste rollemodeller for andre unge kvinder, der med en uddannelse har større chancer for at kunne klare sig selv fremover og forbedre egne muligheder.

Soroptimist International er en organisation, som også har medlemmer i Burkina Faso. Derfor kan soroptimister i Grenaa finansiere et projekt i Burkina Faso, der tager udgangspunkt i lokale behov og ønsker. Samtidig sikrer organisationen, at pengene ikke går til administration, men direkte til forbedring af forholdene for kvinder i Burkina Faso.