"Vingaard bliver en gevinst for os"
Cheftræner, Kasper Hjulmand, spår allerede nu, at Martin Vingaard bliver en gevinst for FC Nordsjælland
Tirsdag aften spillede FC Nordsjælland træningskamp mod polske Lech Poznan, og her var to af FCN´s nye spillere med. Det gjaldt Martin Vingaard og Oliver Thychosen. Begge efterlod et fint indtryk, og cheftræner, Kasper Hjulmand er derfor godt tilfreds.
"Det er tydeligt, at Martin kommer til at glide fint ind i vores spil meget naturligt. Han fornemmer pladsen, og han har en god fornemmelse af både med- og modspillere. Han bliver en gevinst for os", siger Hjulmand til fcn.dk, hvor han også roser Oliver Thychosen.
"Oliver kommer ind på banen, og med det samme finder han muligheder. Han læser spillet godt",lyder det fra cheftræneren.
Se interview med Vingaard og Thychosen her
Løbemønstre skal ind på rygradden
Martin Vingaard fik sat sit aftryk på kampen med en enkelt scoring i 2. halvleg. Det var dog ikke nok, da FC Nordsjælland måtte se sig slået med 4-1 af Lech Poznan.
"Det er i kamp, man lærer sine holdkammerater og spilsystemer at kende, og der må jeg erkende, at jeg har et stykke vej endnu", siger Martin Vingaard og tilføjer, at han skal have sin nye klubs løbemønstre ind på rygradden.
"Jeg må ud på træningsbanen og lære mine holdkammerater bedre at kende", siger han og tilføjer, at han selvfølgelig er tilfreds med sit mål.
"Men modstanderen var hele tiden et skridt foran os, og vi lavede mange fejl - mig selv inklusive", lyder det fra Martin Vingaard.
Se reaktioner efter kampen mod Lech Poznan her
"Måltavlen så værre ud end spillet på banen. Der var tegn til mange fine ting, og vi skal huske på, at vi har rigtig mange nye spillere med", sagde Kasper Hjulmand efter kampen.
På lørdag skal FC Nordsjælland møde 1. FC Kaiserslautern i Tyskland.