7 mio. kr. til vækstfremme i Esbjerg
De sidste 7 mio. kr. af den vækstfremmepulje på i alt 10 mio. kr., som Esbjerg Kommune afsatte i dette års budget er nu blevet uddelt
Der har i forbindelse med 2. ansøgningsrunde været flere spændende projekter indenfor offshore og energi, hvilket også er kommet til udtryk i prioriteringen og tildeling af midler, idet flere af de udvalgte projekter vedrører initiativer inden for dette område.
Også i 2. runde har der været stor interesse og Esbjerg Kommune har modtaget 18 ansøgninger, der spænder vidt indenfor de fire prioriterede kategorier: 1) Energi/offshore, 2) Turisme/oplevelsesøkonomi, 3) Velfærdsteknologi og 4) Tiltrækning/fastholdelse af arbejdskraft, uddannelse m.m. Økonomiudvalget besluttede på sit møde mandag at tilgodese syv innovative og fremtidsorienterede projekter inden for de prioriterede hovedkategorier for Vækstfremmepuljen.