Asylcenter deltager for første gang til 'Gardens Dag'
Når Høvelte Kaserne inviterer indenfor til Gardens Dag lørdag 1. juni, deltager naboerne fra Center Sandholm, der drives af Røde Kors, for første gang med en stand.
Her vil et par medlemmer af beboerrådet fra asylcentret informere om livet som nabo til kasernen. Samtidig vil der være mulighed for at høre mere om Røde Kors' arbejde, blandt andet omkring krigens regler.
"Vi har inviteret Center Sandholm, fordi de er vores naboer, og fordi vi har et godt samarbejde. Samtidig går vi historisk set langt tilbage, da Center Sandholm ligger i vores gamle bygninger," siger Christian Wiggers, stabschef på Høvelte Kaserne.
"Vi er meget glade for, at Høvelte Kaserne har inviteret os. Vi ser frem til at kunne fortælle gæsterne om vores arbejde og give dem en bedre forståelse for livet som asylansøger og Røde Kors' arbejde generelt," siger Anne la Cour, asylchef hos Røde Kors, der glæder sig til at deltage til 'Gardens Dag'.
Udover at have en stand på 'Gardens Dag' forventer cirka 40 af centrets beboere at deltage som gæster.