Politi advarer mod tyve på indbrudsjagt
Nordsjællands Politi beder nu borgerne om at være ekstra opmærksomme på tyve, der er på jagt efter mennesketomme villaer, så de kan begå indbrud
I flere tilfælde har tyve på forskellig vis forsøgt at finde ud af, om der var nogen hjemme i en række villaer i Gentofte.
Men deres forsøg er blevet opdaget, og Nordsjællands Politi opfordrer nu alle til at være opmærksomme på tyve, der er på indbrudsjagt.
Specielt to fremgangsmåder har den seneste uge vakt politiets mistanke, fortæller kriminalkommissær Finn Janniche fra Nordsjællands Politi.
Den ene skete blandt andet i en villa på Mosehøjvej, hvor en familie kl. 04.30 natten til onsdag fik besøg.
"Det ringede på døren, og udenfor stod to personer, der sagde, de var fra et sikkerhedsfirma, og at de havde fået en anmeldelse om, at der var noget galt på adressen", siger Finn Janniche.
Beboerne på adressen afviste dog, at der var noget galt, og det fik de to 'vagtmænd' til at sige, der nok var sket en fejl. Herefter forlod de stedet.
Nordsjællands Politi fik først anmeldelsen op ad formiddagen, så de to vagtmænd var ifølge Finn Janniche ikke til at finde.
"Der stod godt nok 'Vagt' på deres sorte trøjer, men i de mange år, jeg har været politimand, har jeg aldrig hørt om, at et vagtfirma kører to personer ud på runde om natten. Det kunne meget vel være nogen, der var ude at sondere for indbrud", siger han.
Stiller ting op ad døre
I kvarteret omkring Baldrianvej i Hellerup har formodede indbrudstyve forsøgt sig med en lidt anden taktik, forklarer Finn Janniche videre.
"Der har man flere gange været ude for, at nogen har stillet en dørmåtte eller andre ting op af dørene til forskellige villaer. Og hvis ikke de ting er blevet fjernet efter et par dage, er det et godt tegn på, at der ikke er nogen hjemme", siger vicepolitikommissæren.
Ifølge ham har et vidne forklaret, at fremgangsmåden er sket på en række huse i hele området omkring Baldriansvej.
"Vi har ret mange natindbrud, og det er en måde at finde ud af, om der er nogen hjemme. Vi vil rigtig gerne have, at hvis folk ser sådan noget lignende, at de så kontakter os hurtigst muligt", understreger han.
Du kan altid ringe til nærmeste politistation på tlf. 114.