“Det bliver fuldstændig fantastisk”
46-årige Lene Høst Madsen er den nye leder af Skanderborg Museum
Skanderborg Museum får ny leder. Det er den 46-årige Lene Høst-Madsen, der 1. oktober overtager stillingen efter den nuværende direktør for museet, Helle Reinholdt.
Lene Høst-Madsen er magister i arkæologi og kommer fra en stilling ved Københavns Museum, hvor hun de seneste år har været leder af Metro-udgravningerne.
"Jeg glæder mig utroligt meget. I København har jeg været leder af det største udgravningsprojekt i Danmark, men et job som leder af Skanderborg Museum er noget helt andet. Det er altid en udfordring med et nyt job, men jeg synes, at det er sundt at udfordre sig selv, og jeg glæder mig til at skulle lære en helt ny organisation at kende og sammen med mine nye medarbejdere finde ud af, hvad der skal ske på Skanderborg Museum," siger hun.
Museum med potentiale
Hun er født i Nørre Starup ved Esbjerg og har boet på Sjælland siden begyndelsen af 1990erne. I 1991 begyndte hun at læse arkæologi ved Københavns Universitet.
"Det som arkæologien og kulturhistorien i det hele taget kan er, at tale til folks umiddelbare fantasi. Det er fragmenter af en virkelighed, som sætter noget i gang i hovedet på folk. De ting, som vi finder, kan give os noget, som kan fortælle os om fortiden og om os selv. Og kan skabe en relevans, både i forhold til den tid, som den kommer fra og den tid som vi befinder os i nu," fortæller hun.
Nu er Lene Høst-Madsen tilbage i Jylland igen, hvor hun har planer om at bosætte sig i sin nye kommune. Her glæder hun sig til at begynde på det, som hun kalder sit drømmejob.
"Det bliver fuldstændig fantastisk. Selve området i og omkring Skanderborg er et rigt kulturhistorisk område med en meget interessant historie. Museet har et stort potentiale og nogle spændende afdelinger, der alle fortæller forskellige historier om Skanderborg. Dem glæder jeg mig til at arbejde med," siger den nye leder.