Sluttede skolen med skum, sprøjt, slik og sol
Niendeklasse-eleverne på Vallerødskolen i Hørsholm gik traditionen tro amok med masser af sjov og ballade på sidste 'almindelige' skoledag fredag
Det blev ikke kedeligt, da niendeklasse-eleverne på Vallerødskolen som i de andre folkeskoler i Hørsholm havde sidste 'almindelige' skoledag fredag.
Vanen tro blev der først sagt farvel til klassens lærere i den store samlingssal med festlige anekdoter og hentydninger samt spøjse gaver, musik og videoer.
Skumkrig på volden
Dernæst gik turen ud i det strålende solskin og sommerlige temperaturer. Her blev der i skolegården først 'kastet' karameller og sendt kaskader af vand imod de mindre elever.
Efter lidt tid fik skoleinspektør Michael Geilager - med et vist besvær - gennet eleverne videre ud på volden, hvor den store skumkrig så for alvor kunne tage fat.
Og der blev ikke sparet på hverken skum eller skolekammerater, skal Ugebladets udsendte hilse og sige.
Eksamen - og tøjvask
Nu venter der så eleverne en svedig eksamenstid med masser af eksamenspensum og nervepirrende eksaminationer.
Men mon ikke først der var nogle niendeklasse-elever, der skulle hjem og have sig et godt og nødvendigt bad og så ellers have klaret en stor tøjvask!