Rema1000-åbning udskydes måske
Allerød-borger har indsendt klage, der kan forsinke åbningen af ny Rema1000-butik i Blovstrød
Der er Netto på Byagervej og der er den snart genåbnede bagerbutik ved Blovstrød Kro nær Allerød. Oveni kommer så det nye Rema1000, også på Kongevejen tæt på kroen, og dermed er der tre butikker indenfor 500 meter, hvilket ifølge Allerød-borger Per Andersen er ulovligt.
Han har sendt sin klage til behandling i Natur- og Miljøklagenævnet, og det kan medføre en forsinket åbning af det nye Rema1000, som bygges af Reitan Ejendomsudvikling A/S og som er berammet til åbning sidst på året.
Per Andersen mener, at byggeriet ikke er lovligt i henhold til kommuneplanens betingelser, idet antallet af butikker hermed vil blive overskredet med en enkelt, som der står i klagen.
Det kan vare op imod et år for Natur- og Miljøklagenævnet at behandle sagen. Jan Poulsen fra Reitan Ejendomsudvikling håber ifølge Frederiksborg Amts Avis på en snarlig afklaring:
"Hvis der ikke havde været klaget, så havde vi helt klart været i gang og åbnet i år," siger han.
John Køhler, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget, mener ikke - som Per Andersen hævder - at der er modstrid mellem kommuneplanen og lokalplanen.
"Det mener vores planafdeling selvfølgelig ikke, der er. Skulle det endelig være tilfældet, så har det ene byråd vedtaget det her, og så vil man bare ændre kommuneplanen i forbindelse med, at den alligevel skal ændres," siger Køhler ifølge Amtsavisen.
Derudover er der det argument, at der er sund fornuft i at opføre endnu en butik i Blovstrød, idet der planlægges et nyt boligområde i byen på op til 6-800 boliger.