Fortsæt til indhold

Den ny borgmester og hans crew er nu på plads

Det konstituerende møde i det ny Syddjurs Byråd bød ikke på synderlige overraskelser

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Opgaven med at byde velkommen til arbejdet i et nyt byråd påhviler den, der kan prale af at have de fleste politiske år på bagen.
Så det var derfor, at opgaven var givet til Socialdemokratiets Hans Chr. Baltzer ved torsdagens konstituerende møde i det ny Syddjurs Byråd.
Baltzer startede i lokalpolitik i den gamle Midtdjurs Kommune tilbage i 1974 og har været med lige siden. Bortset fra en periode i Midtdjurs-tiden og en i Syddjurs-tiden.
Baltzer havde ellers meldt afbud til det konstituerende møde på grund af Bodil (stormen), men han dukkede op alligevel for "ikke at lade panikken brede sig" - men seniorpolitikeren nåede velbeholdent hjem til Pindstrup lidt over 17, fordi han sprang aftensmaden over på rådhuset, og i stedet indtog den hjemme, skulle vi hilse og sige.
Fra formandens stol kunne Baltzer starte med at ønske Venstre-folkene, Ole Bjerregaard og Gunnar Sørensen, tillykke med fødselsdagen og herefter foretage valg af borgmester, før han kunne give ordet videre til den kommende mand for bordenden i byrådssalen, Venstres nyvalgte borgmester Claus Wistoft.

Den ny borgmester tog herefter fat på den alenlange række af dagsordenspunkter med at få folk placeret i udvalg, bestyrelser, råd og nævn. Han sprang et enkelt punkt over, men ellers kløjs han ikke i noget ved debuten.
De ny formænd for de kommende fire år bliver:

  • Økonomiudvalget: Claus Wistoft, V
  • Arbejdsmarkedsudvalget: Gunnar Sørensen, V
  • Udvalget for Familie og institutioner: Per Zeidler, I
  • Udvalget for Natur, Teknik og Miljø: Per Dalgaard, O
  • Udvalget for Plan, Udvikling og Kultur: Kirstine Bille, F
  • Udvalget for Sundhed, Ældre- og Socialområdet: Ole Bollesen, A
  • Børn- og unge-udvalget: Jens Rasmussen F

Småt med overraskelser

Det konstituerende møde bød ellers kun på få overraskelser og markeringer:
1. At Socialdemokratiet måtte indkalde førstesuppleanten Irene Skovhus Christensen i stedet for frontfurien Anette Quist Busk, der blev væk i protest mod konstitueringen og ikke mindst sine egne partifællers ageren i dagene efter valget.
2. At samme Anette Quist Busk, der siden valgnatten har talt varmt for, at hun var klart den bedst egnede til at varetage formandshvervet i Udvalget for Familie og Institutioner, måtte 'nøjes' med en plads i Arbejdsmarkedsudvalget.
3. At Gunnar Sørensen (V) får den ønskede plads i bestyrelsen for Djurs Mad I/S sammen med Helle Røge (SF) og Jan Fischer (S) - og at der er bred politisk enighed om at kæmpe bravt for, at Gunnar Sørensen får formandsposten i bestyrelsen, hvor også Norddjurs Kommune har tre politiske repræsentanter, bl.a. formanden for Djurslands Erhvervsråd, Harald Grønlund (I).
4. At Per Dalgaard lige skulle vende kritikken fra formanden for Danmarks Naturfredningsforening Syddjurs, Christian Bundgaard, der har døbt Dalgaard "klimabenægter". Det ironiserede DF'eren over, så meget, at han i første omgang helt glemte at præsentere sin kolleger i udvalget.
Per Dalgaard kan nu bl.a. se frem til to år som formand for bestyrelsen i Reno Djurs, som Syddjurs driver sammen med Norddjurs.