Hornslet på jagt efter en ny cheftræner
Fodboldformand Ole Friis søger med lys og lygte efter en ny mand til at stå i spidsen for klubbens førstehold i Serie 2 til sæson 2014
Hornslet IF står akut og mangler en ny cheftræner til klubbens bedste fodboldspillere i Serie 2.
"Af forskellige årsager er vi kommet for sent ud, men vi skal naturligvis have fundet en ny cheftræner," fastslår fodboldformand Ole Friis.
De seneste sæsoners assistenttræner, klubbens stærke målmand Lars Andersen, har lovet at tage foråret med både som assistent og som målmand, men han skal have en ny makker at dele ansvaret med.
"Morten Klostergaard Hjeds, som har været vores cheftræner i sidste sæson , stopper som ansvarlig for førsteholdet, men han er glad for at være i klubben og er indstillet på at træne andetholdet i Serie 5," fortæller Ole Friis.
Fik sat prop i hullet
Hornslet formåede at få sat en prop i hullet i efteråret 2013, så en faretruende rutsjetur ned gennem rækkerne foreløbig blev stoppet.
Sæsonen forinden var førsteholdet rykket ned fra Serie 1 efter en miserabel tid med en smal trup, der kun formåede at samle 5 point i 14 kampe.
I sommerpausen drog spillende cheftræner Thomas Gerberg videre til en trænergerning i Kolind-Perstrup.
Han blev afløst af andetholdets træner, føromtalte Morten Klostergaard Hjeds, som nu altså efter planen igen rykker et skridt ned og bliver ansvarlig for andetholdet.
Dueholm i tænkeboks
Ole Friis forventer, at førsteholdstruppen vil være intakt, når spillerne starter forberedelserne i slutningen af januar 2013.
Veteranen Henrik Dueholm, der tidligere har fungeret som spillende træner i seniorafdelingen, har snakket om, at han skruer lidt ned for blusset, men fodboldformanden forventer, at energibundtet er klar til at trække i trøjen, når det igen begynder at lugte af fodbold til foråret.
"Det var en stor overraskelse for mange i klubben, at vi formåede at holde os over stregen i Serie 2, fordi vi måtte sige farvel til flere spillere i sommerpausen," siger Ole Friis.
"Det betød, at flere spillere fra andetholdet i Serie 5 lige pludselig skulle spille med i Serie 2, og derfor var vi noget betænkelige, men holdet formåede at vinde de afgørende kampe, så nedrykning ikke blev et tema."
Ung og træningsvillig trup
Hornslet råder over en ung trup, der ifølge Ole Friis har trænet godt og stabilt i efteråret.
"Fremmødet fra både første- og andetholdet har faktisk været fint," vurderer fodboldformanden, der understreger, at en ny cheftræner udelukkende skal bruge tid og krudt på førsteholdet.
Her hedder de unge kulturbærere, angriberen Jesper Josiasen og midtbanespillerne Kim Petersen og Jeppe Horsdal. Bag dem regerer målmanden Lars Andersen, måske Djurslands bedste.
Han har en fortid som Danmarksseriespiller i Randers Freja og reserve på divisionsholdet tilbage i 90'erne.
Han har også voget målet hos Vivild i Jyllandsserien.