Borgmester måtte ikke ændre udvalgsbeslutning
Borgmester Erik Lund er tilfreds med "at få klarhed over kompetencefordelingen mellem borgmester og udvalg"
Statsforvaltningen Hovedstaden har truffet afgørelse i sagen om borgmester Erik Lunds tilskud til et solist-honorar ved en koncert med Livgardens Musikkorps i juni 2012: Statsforvaltningen konkluderer, at borgmesteren ikke havde hjemmel til at ændre Kultur- og Idrætsudvalgets nej til at yde tilskud ved at dække honoraret med penge fra 'Borgmesterens konto.'
Kultur- og Idrætsudvalget gav 3. maj 2012 afslag på en ansøgning om dækning af solistens honorar på 11.750 kr. ved koncerten med Livgardens Musikkorps 26. juni 2012 i Lillerødhallerne. Borgmester Erik Lund besluttede at finansiere honoraret af 'Borgmesterens konto', og det fik Kultur- og Idrætsudvalget til 12. juni at gå til Statsforvaltningen Hovedstaden.
Udvalget ønskede at få afklaret 'lovligheden af, at Allerød Kommunes borgmester har givet tilskud til en koncert, som Kultur- og Idrætsudvalget havde besluttet ikke at yde tilskud til.'
Af Statsforvaltningen Hovedstadens afgørelse fremgår det altså, at borgmesteren ikke havde hjemmel til at ændre udvalgets beslutning, men også at borgmesteren har kompetence til at dække udgiften til solistens honorar med midler fra 'Borgmesterens konto', hvis ansøgningen straks blev imødekommet af borgmesteren uden forudgående udvalgsbehandling.
Borgmester Erik Lund, K, tager afgørelsen til efterretning.
"Det er godt af få klarhed over kompetencefordelingen mellem borgmester og udvalg. Statsforvaltningen udtaler, at jeg kunne have imødekommet ansøgningen uden først at forelægge den for fagudvalget," siger Erik Lund og fortsætter:
"Det er da ærgerligt, at jeg valgte at spørge fagudvalget først, i stedet for blot at godkende ansøgningen. I år valgte jeg så at få Økonomiudvalgets opbakning til en tilsvarende ansøgning, hvilket de gjorde, men jeg skulle jo blot selv have godkendt ansøgningen uden først at forelægge den for et udvalg. Statsforvaltningens afgørelse gør det hele meget nemmere, idet jeg fremover ikke skal forelægge sådanne ansøgninger for noget udvalg."
Den socialdemokratiske formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Flemming Villadsen, udtaler:
"Afgørelsen er helt i overensstemmelse med den opfattelse af sagen, vi havde i udvalget. Derfor var vi heller ikke i tvivl om, at sagen skulle indbringes for Statsforvaltningen. Jeg er tilfreds med, at afgørelsen er klar og entydig, så der ikke hersker tvivl om, hvor grænserne går mellem udvalgenes beslutningskompetence og borgmesterens. Det er vigtigt, at der er klare grænser i byrådets arbejde."
Sagen er på som orienteringspunkt på mødet i Kultur- og Idrærtsudvalget 20. juni og i byrådet 27. juni.