Studentereksamen på engelsk i Køge
På Køge Handelsskoles åbent hus den 16. januar kan man komme nærmere IBS ENGLISH.
UDDANNELSE: De unge, der starter på Køge Handelsgymnasium til sommer, kan vælge at tage deres studentereksamen på engelsk. Både undervisning og eksaminer på den nye studieretning IBS ENGLISH foregår nemlig på engelsk. IBS står for 'International Business Studies'. På Køge Handelsskoles åbent hus den 16. januar kan man komme nærmere IBS ENGLISH.
Undervisningen på Køge Handelsgymnasium har altid haft et markant fokus på de internationale vinkler. En engelsksproget studieretning har derfor længe været et ønske fra handelsgymnasiets side.
- Grænserne mellem det lokale og det globale har været flydende i en tid, vores nuværende studerende har levet. Derfor er det så vigtigt, at de unge nu kan vælge studieretningen IBS ENGLISH, der ikke kun har international faglig horisont i undervisningen, men hvor selve undervisningen også finder sted på et internationalt sprog som engelsk, siger direktør for Køge Handelsskole, Tim Christensen, om den nye engelsksprogede studentereksamen.
Internationale kompetencer efterspørges
- Køge Handelsgymnasium har allerede i mange år haft fag, som fx international økonomi, der har målrettet fokus på de globale sider af fagligheden i gymnasiet. Desuden har vi flere studieretninger, med hovedvægt på det internationale. Vi vil som uddannelsesinstitution gerne imødekomme den stigende efterspørgsel efter unge, der kan og vil skabe vækst og innovation i den globale økonomi, som Danmark er så afhængig af at kunne konkurrere i. Så det er selvfølgelig en stor glæde for os, at kunne tage skridtet videre og få vores – og de studerendes - ambitioner om endnu global læring ind i klasserne og gruppearbejdet med undervisning og eksaminer, der foregår på engelsk, uddyber Tim Christensen.
Ministerium godkender engelsk som eksamenssprog
Direktør Tim Christensen er begejstret for, at man nu i Køge kan få sin studenterhue på efter tre års undervisning og eksaminer, udelukkende på engelsk, stort set.
- I praksis betyder godkendelsen fra undervisningsministeriet, at engelsk er undervisningssprog i de bærende fag. Virksomhedsøkonomi, International Økonomi, Afsætning, Matematik, Samtidshistorie, Samfundsfag, Erhvervsret og Kulturforståelse og at fagene afsluttes med enten mundtlige eller skriftlige eksaminer på engelsk, hvis de udtrækkes som eksamensfag. Vi skylder Region Sjælland stor tak for at have hjulpet projektet igennem, forklarer Tim Christensen.
Der holdes åbent hus torsdag den 16. januar kl. 19.00, hvor man kan høre mere om IBS ENGLISH på Køge Handelsskole.
pm