Nej til lukning af erhvervsfiskeriet i Kattegat
"Som politikere er det vores ansvar at sikre, at Danmark fortsat har arbejdspladser i fiskeriet – og sunde bestande, så der fortsat er fisk at fange. Men vi behøver ikke gå med både livrem og seler, når vi indfører EU-regler i dansk fiskeri. Slet ikke, hvis det i værste fald kan betyde unødvendig lukning af fiskerierhvervene. Så vi siger nej tak, når der sker overimplementering af regler, der risikerer at betyde en lukning af kystsamfundene langs Kattegat.
Hvordan sikrer vi fisk i havet og et fortsat fiskerierhverv i Danmark? Vi ser gang på gang, at svaret på det spørgsmål, bliver gjort mere vanskeligt, end det behøver at være. Det er jo i alles interesse med sunde bestande. Derfor tror vi også på, at der kan findes en løsning, hvor vi kan bevare erhvervsfiskeriet i Kattegat og værne om vores fælles ressourcer.
En tværministeriel arbejdsgruppe er i gang med at se på, hvordan Danmark kan indføre naturbeskyttelsesområder som led i implementeringen af EU's Havstrategidirektiv. Og i den forbindelse er et forbud mod fiskeri med bundtrawl visse steder i Kattegat kommet i søgelyset. Et sådant forbud vil trække dybere spor i lokalsamfundene end i havbundene, eksempelvis i Grenå og Bønnerup Strand.
Vi skal værne om gode danske arbejdspladser - og frem for alt i de områder af Danmark, der i den grad kæmper med demografi og affolkning.
Vi mener ikke, det er nødvendigt med et forbud mod bundtrawl. Vi savner videnskabeligt belæg for et forbud. Derfor arbejder vi politisk for, at fisker-forsker-samarbejdet i fremtiden bliver styrket, at fiskerne inddrages i implementeringen af EU-reglerne, og at fiskerne kan søge midler gennem EU til mere skånsomme og selektive fiskeriredskaber. Der er selvfølgelig områder, der er allerede er lukket i dag som eksempelvis stenrev. Men der ingen grund til at indføre nye, før der foreligger bevis.
Vi skal selvfølgelig efterleve EU-direktivet. Men vi må sige, at der jo ikke er grund til at overimplementere. Det handler dels om fiskeriets overlevelse, dels om ikke at indføre regler uden solid dokumentation.
Fiskerne har vel brugt metoden i 50 år eller mere de samme steder, og jomfruhummerne søger ikke væk af den grund. Der er lige så meget liv, som der formentlig altid har været. Inden man sætter noget i værk, skal man altså ikke male fanden på væggen, før der er dokumentation på bordet.
Vi har fuldt ud tillid til, at embedsfolkene selvfølgelig ikke går videre end det, der er belæg for i EU's Havstrategidirektiv."