Kan Ugelbølle lave en Nørager?
I år satte landsbyen på Norddjursland alt og alle på plads i kampen om Region Midtjyllands landsbypris. Næste år er det Ugelbølles opgave at forsvare Djurslands ære
I Nørager er de gjort af et særligt stof, som i år sikrede landsbyen Region Midtjyllands landsbypris. Hvem der skal være arvtager afgøres i løbet af foråret 2014.
Det er Regionsrådet, der på baggrund af anbefalinger fra et ekspertudvalg udpeger modtageren af næste års landsbypris. Det ventes at ske 27. februar, mens selve prisoverrækkelsen foregår i løbet af foråret 2014.
Hvis prisen og de rare penge, der følger med, igen skal tilfalde Djursland, bliver det op til Ugelbølle at gøre sine hoser grønne overfor ekspertudvalget.
Ugelbølle (1.299 indbyggere), som er indstillet af LAG Djursland, skal duellere med følgende syv landsbyer:
- Alken og Dover Sogn (234 og 1099 indbyggere - foreslået af Skanderborg Kommune)
- Gjern (1.449 indbyggere - foreslået af LAG Silkeborg)
- Herrup (296 indbyggere - foreslået af LAG Holstebro)
- Isenvad (600 indbyggere - foreslået af LAG Ikast-Brande)
- Ulbjerg Lynderup (Ca. 1.100 indbyggere - foreslået af LAG Viborg)
- Voldum (868 indbyggere - foreslået af LAG Favrskov)
- Ølstrup (289 indbyggere - foreslået af LAG Ringkøbing-Skjern)