Fortsæt til indhold

Konservative kyssede asfalten i Syddjurs

Konservative er nulstillet i Syddjurs med et nærmest sviende nederlag

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Konservative Syddjurs kom, så og sejrede ved valget i 2009 i Syddjurs med 1.606 stemmer og to mandater til Tommy Bøgehøj og Steen Fris.
Ingen af de to var til rådighed denne gang, og trods en behjertet indsats for at samle et konservativt hold fra partiformand Jens A. S. Blauenschilds side var det slet ikke nok.

Valgkampen har stort set været spidskandidat Bente B. Larsens eget værk, og det var fra starten opad bakke.
Sølle 384 stemmer blev det til, og dermed kan man tale om et parti, der er helt nede i dyndet.
Den bliver svær at komme videre på, og Konservative Syddjurs er sat helt uden for indflydelse i det kommende fire år.
En genrejsningsproces af dimensioner venter partiformand Jens A. S. Blauenschild og den øvrige bestyrelse.