Årets ord. Og julens.

"I november blev årets ord kåret for det engelske sprog af redaktionen bag de hæderkronede Oxford ordbøger. Ordet blev ”selfie” og som begrundelse lød det, at den nu vidt udbredte mani med at tage billeder af sig selv – med andre, med det hvide hus eller Eiffeltårnet bag sig eller bare alene med teen-agetrutmund foran badeværelsesspejlet – viser hvor selvoptagede vi er blevet.
Og få uger efter – efter Mandelas begravelse – kom dette engelske årets ord så også på alle danske læber og avisforsider. Det behøver jeg vist ikke uddybe.
Men allerede inden da var ordet ”selfie” faktisk blandt de foreslåede kandidater til at blive det danske årets ord. Som, de fem år den danske kåring har fundet sted, netop har været nye og aktuelle ord eller begreber - nemlig ”stenalderkost”, ”vuvuzela”, ”lømmelpakke” og ”arabisk forår”. Så ”selfie” var da et oplagt bud, et andet var ”en Allan” (som er et begreb for at blive ved med at foretage sig noget, som alle har opdaget man er aldeles talentløs til, men alligevel opfordrer en til at blive ved med). Men hverken nyhederne ”en Allan”, ”kædeansvar” eller ”hashtag” blev årets ord.
Det gjorde det gamle danske ord undskyld.
Og hvorfor? Jo, begrundede direktøren for dansk sprognævn, det er som om nogen har glemt det ord. De forklarer og beklager, men undskyld, det er svært at få sagt. Her var det så ikke en nuværende, men en tidligere statsminister, der blev hængt til tørre af et årets ord. Så længe vi nøjes med at sige noget er beklageligt holder vi det jo lidt på afstand, fortsatte sprogfolkene. Altså vi kan jo alle være enige om at noget er beklageligt. Siger vi først undskyld, har vi påtaget os skylden som noget personligt, som vi beder omgivelserne tilgive os. Og det er ligesom noget helt andet og meget svært.
Kan I fornemme fællesnævneren? Begge årets ord er valgt for at give det moderne menneske - os alle sammen - en lille ordentlig opsang. Det er ”hævet-pegefinger-ord”. Det er moraliserende ord. Det er ”tag-så-lige-at-bliv-anderledes-ord” til os alle sammen fra en flok kloge-åger, der har fundet på en sjov ide og nu synes, de skal opdrage lidt på os ved at udnævne sådan nogle ord.
Og har vi fortjent dem? Det tror jeg nok vi har. Ved vi at vi har fortjent dem? Det tror jeg nok vi gør. Sådan en gang i mellem i hvert fald.
Men kan I mærke det? Vi gider ikke høre sådan nogle ord i kirken juleaften. For der bliver sådan nogle ord dumme og kraftesløse og nævenyttige og afsløret som det, de selvfølgelig er. Nemlig tidstypiske ord, der afslører tidstypiske fænomener.
Og det er bare for småt som sandheden om vores liv og om os. Det er i al enkelhed derfor vi går i kirke juleaften og på andre tidspunker i vores liv: At vi har brug for at høre større ord end vores egne og de tidstypiske. Det er tilfældet når vi skal tage afsked med et menneske vi elsker - som nogle af os har måttet i året, der er gået. Når dødens tavshed har sænket sig og vi ikke ved, hvad vi skal sige. Men også når glæden trænger sig på. Når vi har fået et nyt barn i familien. Når vi finder sammen og vil leve sammen. Så trænger vi til at høre og måske selv istemme større ord end årets ord. Fordi vi trænger til ord, der gentages, igen og igen vores liv igennem, som juleevangeliet, vi hører, som salmernes ord, vi synger. Ord, der er ethvert års ord, fordi det er evighedsord. Ord, der varer ved og bærer vores liv.
”I begyndelsen var Ordet og Ordet var hos Gud og Ordet var Gud”. Sådan lyder de ord, der prædikes julemorgen i kirken. Men det begynder allerede juleaften. For Guds ord, evighedsordet til os, får julenat stemme i form af et spædt barneskrig i en stald i Betlehem og senere stemmer englene i: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag”.
Fred til mennesker med Guds velbehag. Det er evighedsord og de overtrumfer årenes ord på så mange måder. En af dem er, at de klinger ud med at vi mennesker har Guds velbehag. Dét, det hele begynder med. Dét kristendommen, som jo først får sit navn juleaften, hvor Kristus bliver født, begynder med.
At vi har Guds velbehag. Ikke at vi kunne gøre det bedre og være mindre selvoptagede og bedre til at sige undskyld. Ikke at der var så uendeligt meget, vi kunne gøre bedre og så meget, vi forsømmer at gøre. Og al den anden fejlfinding og gode råd til forbedring, som selvfølgelig har sin tid og sit rum. I kirkens rum, hvor der er mere end tiden på færde, lyder først noget andet: At vi er mennesker, som har Guds velbehag. Som er elskede af Gud. Som de små, bløde, sårbare, kærlighedshungrende, nøgne væsner vi inderst inde er og som Gud julenat viser, at han vil høre fuldstændigt sammen med. Derfor kom han selv til os som en af os. Lille, blød, sårbar og nøgen. Et barn i en krybbe. Han vil stadig høre sammen med os som dem vi er: Menneskebørn, der brændende ønsker at høre sammen, føle fællesskab, række ud efter hinanden, elske, grine og give gaver. Alt det, hører vi, at Gud ser i os. Det skal vi også se i hinanden. Se sådan på dem, der sidder på kirkebænkene omkring os en juleaften. Mærke at det er sådan de er. Tænke sådan om dem, vi møder på vej derfra og ønske dem en glædelig jul. Tænke sådan om dem, vi har i hånden på vej om træet juleaften. At de har Guds velbehag.
Og tænke det om dén, som det kan være sværest at tænke sådan om. Og nej, det er ikke svigermor, jeg har i tankerne. Men dig selv. Dén som de fleste af os har allermest travlt med at korrekse og bebrejde. Hør englen sige, at i dig har Gud velbehag. Lad det for en gang skyld bare pible ind i alle sindets kroge og lyse op som stjernen over stalden.
Og glem så aldrig at det sidste evighedsord, der lyder i kirken juleaften – og ved enhver gudstjeneste året rundt - nemlig velsignelsen med ordene om at Guds ansigt lyser over os og giver os fred – ikke er ledsaget af en løftet pegefinger, men af åbne håndflader, der – nårh ja med lidt god vilje - ligner englevinger. Sådan sendes vi ved hver gudstjeneste ud af døren, ud i verden med Guds velbehag.
Vi har Guds velbehag. Det er julens ord. Hver jul. Hvert år.
Rigtig glædelig jul."
Ulla Morre Bidstrup