Julemorgen 2013

"I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Det var den allerførste begyndelse. De allerførste ord i Bibelen. Og Gud så, at det var godt – hedder det osse i skabelsesberetningen. Men det blev det jo ikke ved med at være. Syndefald, ansvarsforflygtigelse, misundelse, der førte til det første mord, (hvor Kain slog sin bror, Abel, ihjel); al denne ondskab og hovmod hører vi om umiddelbart efter skabelsens vidunder. Jo, mennesket kom langt væk fra den bestemmelse, som var tiltænkt det i begyndelsen.
Og den bibelske urhistorie, er menneskets urhistorie. Sandheden om vort liv kan være en yderst betænkelig og betændt sag - den kan være og den er ubarmhjertig, når vi først holder den op mod lyset.
Da kommer juledags evangelium og taler igen om I begyndelsen - og giver også oss en ny begyndelse. For Gud er blevet kød og blod i mennesket Jesus. Og at Gud er blevet menneske, er hans accept af menneskelivet med alt, hvad det rummer. I barnet - født i en stald og lagt i en krybbe - i ham og i hans liv ser vi Guds kærlighed, der nok kender den barske sandhed om vort liv, om vore fald - men i eet og samme nu rejser Guds kærlighed os op igen med netop den kærlighed, der ikke kan dø og det nærvær, som ikke kan forsvinde.
Det er en ny begyndelse - og nye begyndelser kan vi ikke leve uden. Bedst som vi står, omsuste af tilværelsens storme; forrådte, forslåede og udleveret til dom - da bliver Ordet kød og tager bolig iblandt os. Dét er julebudets dybeste kerne. En ny begyndelse!
Selve ordet "begyndelse" lyder så friskt, nærmest jomfrueligt og uberørt. Så fuldt af muligheder. Hvor ens liv ellers kan synes uden mulighed, være tomhed, øde og mørke som før skabelsen - dér skaber Gud mulighed. Da det stod allerværst til, lod han skaberordet blive konkret, blive kød – og tage bolig iblandt os. Jesus Kristus, Guds søn, er det lys, som stædigt skinner i mørket, hvad enten vi vil vide af det eller ej.
En klog mand har, lidt finurligt, engang sagt, at vi lider under en gudsformørkelse. Som solen og månen formørkes, sådan er Gud skjult for nutidens mennesker. Ikke fordi vi fornægter, betvivler eller trodser Gud - det er der nemlig ikke noget nyt i.
Nej, det nye skulle bestå i, at vi ikke længere opfatter Gud som virkelig. Han er os fremmed, fjern og tavs. Som i den formørkelse, der lå over Golgata, da den korsfæstede råbte på Gud: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Kan sådan en formørkelse hæves? Vi ved, at når solen eller månen er formørkede, så ér de der alligevel. Der er bare kommet noget i mellem, som skygger eller skjuler.
Og sådan er det vel også med evangeliet. Dets påstand er, at med Jesu Kristi fødsel, liv og død og opstandelse blev mennesket igen forsonet med Gud. Hvis det er sandt, hvis det er virkelighed, så står det fast, om vi så synes, vi kan få øje på det eller ej. Så står vi ved en ny begyndelse med alle Guds muligheder foran os. Så er vi blevet rejst op efter vore fald.
Tilgivelse, hedder det. Og tilgivelse er altid en ny begyndelse! Både i forhold til Gud og i forhold til vore medmennesker. Som en ny begyndelse åbner tilgivelsen mulighed for at komme videre – trods det, der trådte imellem og formørkede. Forudsat altså, at man tager imod den. Det kan der være forskellige grunde til, at man ikke gør. En grund kan være, at man ikke gjorde sig klart, at man havde tilgivelse behov. En anden grund kan være, at man skammer sig så meget, at tilgivelsens ord ikke trænger igennem som virkelighed.
Evangelisten Johannes forkynder Jesu fødsel som Ordet, der blev kød, som altså blev virkelighed her iblandt os. Det kristne budskab er ikke tomme, hule ord. Det er substans. Det giver os noget at leve af og leve på. Ind i den kolde, hårde virkelighed som er vor - kom Gud. I ham kom kærligheden til orde og gjorde livet sandt og værd at leve. Han står ved siden af os, når det onde truer med at ødelægge livet for os. Han møder os med tilgivelsens mulighed.
En ny begyndelse er vel også, hvad man kunne ønske sig for verden efter mange af de voldsomme begivenheder, vi er og har været vidner til i vor tid: Død, ødelæggelse, terror, krige, tortur og undertrykkelse. Når noget voldsomt sker i verden, den store verden eller vor egen verden, så siger vi, at verden ikke længere er den samme. Det er, som om noget er uigenkaldeligt forbi. Jeg tænker på terrorangrebet i begyndelsen af dette årtusinde. Jeg tænker på tsunamien, der måske næsten allerede er glemt? Jeg tænker på krigen i Afghanistan og Irak og kampe mange andre steder. Det arabiske forår, der signalerede håb og – måske – en ny begyndelse! Men det er endt i borgerkrig og, endda folkedrab med kemiske våben, i Syrien, hvor mere end hundrede tusinde mennesker er døde!
Mange trækker sig tilbage. Holder måske op med at rejse, og forskellige ulykker tolkes som yderligere tegn på, at noget er helt galt. Der har også været sagt og skrevet meget om, at folk begynder at gå mere i kirke efter disse voldsomme begivenheder. Måske for dér at finde afsæt til en ny begyndelse? Måske for dér at finde en smule bestandighed i en verden, der tilsyneladende kan forandre sig så brat fra det ene sekund til det andet?
Det er sket før, at verden har mistet sin uskyld. Det er sket før, at verden er blevet rystet i sin grundvold, og at mennesker har mistet modet til livet. Det være ikke sagt for at forklejne katastrofer og krige eller verfe dem af som ligegyldige. Slet ikke. Men det skal siges for at understrege, at på dén dystre baggrund skinner evangeliets lys måske klarere. Det skal siges for at holde os fast i, at uanset hvad menneskers ondskab kan udmønte sig i - så er det aldrig sket, at det ikke blev jul. Ikke efter at: Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.
Det er fredfyldte ord. Ord som man ikke kan tage til sig, hvis man ved fred kun forstår uforstyrret tilfredshed. Men fred midt i det hele! Fred midt i hurlumhejet, for det blév jo jul, selvom vi ikke nåede, hvad vi måske lige havde tænkt os. Fred midt i frygten, midt i kulden, midt i sorgen. Det er bl.a. dét, julen handler om. Dén fred, der er midt i livet - midt i verden, som den nu engang er. Og der kan ikke være tale om andet, uden at det bliver utroværdigt.
Vi kan og vi skal leve med den historie, vi hver især har fået. Ikke
fastlåste og forstenede, men med fremtiden som mulighed, trods det at vi er bundet til både godt og ondt. Sagt med de ældgamle ord fra Esajas: Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land
Amen."
Salmer:
Lad det klinge sødt i sky