Det liv, som kalder på kærlighed, barmhjertighed og retfærdighed

"Julen er hjerternes fest. Siger vi. Vi søger de mennesker, som vi er tæt forbundne med. Julen er families-samlingernes højtid. Vi rejser gerne langt for at nå hjem til jul. For at være sammen med dem vi er rundet af. Som med juleevangeliets krybbe samles vi fra øst og vest, fordi vi vil være sammen med dem, vi fra vor tidligste barndom har været bundet til. Hvad enten længslen efter paradiset i hjemmet bliver opfyldt for et par dage og man derfor græder af glæde, eller den ikke bliver opfyldt, fordi barndommen er uigenkaldeligt tabt, og derfor må græde af sorg. Så er julen hjerternes fest – længslen efter at være sammen med dem, man har hjertebånd med.
Julen er drømmen om det tabte paradis. Selv forhærdede tidselgemytter, der med fornuften i behold i slutningen af november bedyrer, at den omgang tradition, ceremoni og julesul, kun er illusion og bare afføder gråd og tænders gnidsel og tvangsslankekur i januar, tør op. Selv disse forhærdede starter, når tiden nærmer sig, bilen, går ombord på et fly, stiger på et tog og skal hjem til Ebeltoft, eller Mols eller hvor hjem nu er – hjertets søde morgendrøm – har flere kræfter end vor kølige overlæg. Hjertets morgendrøm driver én hjem, hvad enten julemorgen bliver som forår, skønt skoven har mistet hvert blad eller efterlader en med julesorg.
Begge dele – glæden og sorgen – er lige dele udtryk for længslen efter at blive set og genkendt som den man gerne ville ses som: elsket og værdsat. Når vi giver hinanden julegaver og spenderer, så hævekortene bliver rødglødende, er det mindet om de vise mænds vældige gaver til Jesus – barnet. Sådan som de gav Jesusbarnet gaver, sådan gør vi også for at forny pagten mellem os: den der får gaven har uendelig betydning for én. Gaven er udtryk for livsbekræftelse. Én gang om året bekræfter vi livets dyrebarhed: at vi har betydning og værdi og at vi ikke kan leve uden hinanden. Julen er livsbekræftelse. En bekræftelse af vores kærlighed til hinanden.
Julen er budskabet om kærligheden. Det fuldkomne bånd. Ordet der blev kød og tog bolig i blandt os. Om fred og glæde.
Men 2. juledag! Hvad er det vi hører, er det kærlighed? Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd, siger den voksne Jesus. Det skurer i vore ører, når han, der er selve kærlighedens ord, siger at han ikke er kommet for at bringe fred men ufred. Der skal en dyb indånding til, når 2. juledags evangelium er læst op. Nej, de drøje ord passer ikke særlig godt til vores postkort-idyl af det tændte træ og julekrybben med det nyfødte barn..
Men ved nærmere eftertanke står de drøje ord måske godt til vores liv. For det er jo heller ikke bare smukt. Lige så modsætningsfyldte som vore egne erfaringer er julens evangelier. De rummer en forbløffende skønhed og godhed, som lyser dagene op og nætterne med. Men allerede i evangelierne til juleaften og juledag ligger en modstand, som kommer til orde i dag. Måske er det derfor vi kan holde ud at høre om Betlehemsbarnet, når vores eget liv er andet end idyl.
Men selv det skønneste og mest harmoniske billede af julekrybben er jo blot et øjeblik i tiden. Hurtigt er vi er kommet rundt om hjørnet. Og her er det stadig grå vinter. Tristheden og ensomheden er her stadig, rådvildhed og følesen af at være fortabt findes stadig. Vold og angst. Det hele er her stadig, det gik ikke væk med barnet.
Juleaftens herlighed og englesangens toner har lagt sig. Og hvad så, var det hele så bare, som den forhærdede voksne forudsagde med køligt overlæg tilbage i november - en omgang ceremoni og tradition? Har himlen lukket sig igen sort og mørk?
Det er her vi finder Stefanus.
Han svarer på spørgsmålet, om det kun er julenat himlen er åben? Om det kun er når der er stillet skarpt på moderen med barnet. Eller kan vi vente os mere af barnet i Betlehem? Det er her Stefanus kommer ind i billedet. Han viser os, at julekrybben ikke kun er et romantisk billede, et lag fernis vi kan lægge over tilværelsen, så virkeligheden med alle dens krakeleringer og grimheder forsvinder. Nej, det er lige omvendt, julekrybben og dens forkyndelse af fred og glæde, er netop så vi kan se virkeligheden i øjnene, hvor barsk den end må være.
Stefanus forkynder det med sit liv som indsats. Det barn, som fødtes julenat bringer fred og glæde. Med den glæde bryder Barnet ind i Stefanus' liv, og vandrer med Stefanus, så Stefanus kan træde i barnets, Kristi fodspor. Stefanus bedrift er blevet kaldt for: for juleglædens tronbestigelse, fordi, som himlen åbner sig julenat, sådan åbner den sig igen over Stefanus i den sidste stund, og han ser ind i den fremtid, han har håbet på.
Stefanus viser os således hen til den glæde, som er noget andet og mere end et menneskes private glæde, en glæde, som ikke bare er en indre tilstand, eller overfladisk optimisme.
Stefanus viser, at glædens alvor viser sig i konfrontation med det onde, at glæden først bliver virkelig ansigt til ansigt med det, der anfægter den. Stefanus ser sine bødler i øjnene og han går i Kristi fodspor. Han vender den anden kind til, beder for dem, der forfølger ham, lader tilgivelsens ord være de sidste på læberne.
Det kan Stefanus, fordi han har det samme syn som Vor herre selv. Som hyrderne julenat, som Vorherre selv ser himlen åben langfredag. Stefanus ser himlen åben. Så han får syn til at kunne bede for både bødler og røvere. På den måde bliver Stefanus den der bærer glæden op på sin tronstol, fordi han viser, at i en verden hvor magten ofte håndteres hårdt; i en verden hvor mennesker ofte lader galskab og vanvid bryde ud over hinanden. I en verden hvor latterligheden ikke så sjældent lader høre fra sig – i en verden hvor mennesker tvinges i knæ – i den verden findes for et troende hjerte himlen åben, Gud kommer til syne, og er nærværende.
Det er julekrybben. Den største julegave. Julenat fornyes pagten med os. Julenattens kærlighed bandt Jesus til mennesker. Han knyttede kærlighedsbånd med os mennesker.
Vi skal hjem til jul – til familien. Men med julens kærlighed bindes vi til Jesu hjerte og til det evige liv, som dette hjerte ejer. Derved får vi julenat endnu et hjem. Et andet hjem end familiehjemmet, nemlig kirkens hjem. Herfra dette hjem sendes vi altid ud i verden. Hjemmet er nemlig til for at sætte fri.
I dag holder vi barnedåb.
Det vil sige at I har fejret den første jul, som Josef og Maria fejrede den i stalden med deres barn.
Dåbsbarnet får at vide ligesom vi andre fik det at vide engang, at vi er Guds barn. Det betyder, at vi forældre ikke kan betragte vores børn som vores ejendom, men at vi som forældrene er forpligtede på at indskærpe for os selv, at vi kun har børnene til låns som en gave.
Deri består det kristne ansvar, at opelske sit barn til at kunne stå på egne ben med myndighed og ansvar. Det vil sige til at kunne tage vare på det liv, som kalder på kærlighed, barmhjertighed og retfærdighed."