Julesøndag er viet til verdens uskyldige børn - ofre for magtsyge undertrykkere

"Det er sidste søndag i kalenderåret. Vi kalder dagen ”julesøndag”. Tidligere hed den ”søndag efter jul”og det var egentlig mere passende, for ”julesøndag” har noget hyggeligt over sig. Ligesom ordene julefrokost, julefest, juleaften, julebal, julegaver osv.
Når vi sætter ordet jule foran et andet ord, skaber vi ord, der kan forbindes med noget rart og hyggeligt. Men det er julesøndag ikke. Ganske vist synger vi stadig julesalmer, men teksterne, der bliver læst i kirken i dag, er der ikke meget julestemning over.
Det er kun få dage siden vi hørte Lukasevangeliets fødselsberetning om barnet, Guds søn, der blev svøbt og lagt i en foderkrybbe mens engleskarer sang for hyrderne, der vågede over dyrene. Natten var dyb og mørk, men pludselig blev den lys som dagen. Vi hørte om historiens store vendepunkt. Verdens frelser blev født.
I dag hører vi fortsættelsen, men fra en anden vinkel. Evangelisten Matthæus fortæller bl.a. om de vise mænd fra østerland, som rejser til Jerusalem for at finde og tilbede den nyfødte kongesøn.
Kong Herodes får nys om dem og sætter hele sit magtapparat i gang for at finde ud af, hvor kongebarnet befinder sig.
De vise mænd bliver stillet for kongen, der i mellemtiden har fundet ud af, at Kristus efter sigende skal fødes i Betlehem. Herodes gør gode miner til slet spil og sender de vise mænd afsted med ordre om at komme tilbage med eksakte oplysninger om barnets opholdssted.
De vise mænd tager af sted og stjernen viser dem til Betlehem. Da den står stille over huset, hvor barnet ligger, går de ind, tilbeder ham og giver ham gaver.
I drømme får de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de rejser hjem ad en anden vej. Rejser ud af historien og vi hører ikke mere til dem.
Til gengæld hører vi mere til kong Herodes. Han bliver også kaldt Herodes den Store, fordi det lykkedes ham at opbygge et stort imperium. Han var en dygtig bygherre og havde bl.a. bygget Jerusalems tempel. Det er svært at forestille sig, men det hævdes at Herodes også var en gavmild mand, og at han hjalp folk, når de var i nød. Der findes endda eksempler på det.
Der er ikke meget fakta om personen Herodes i de bibelske beretninger, men historiebøgerne har mange detaljer. Bl.a fortælles der at Herodes var en meget brutal leder; en magtsyg mand, hvis sygelige jalousi, bl.a. kostede flere af hans 10 koner livet. Han havde 15 børn; de 10 var sønner, og da de voksede til og blev mænd, og truede hans magt, slog han flere af dem ihjel.
Kort efter sin tiltrædelse nedslagtede han alle medlemmer af Jerusalems højesteret og han tog 300 ledere fra Jerusalem med uden for byen og dræbte dem.
Da Herodes som 66-årig ligger på sit dødsleje, giver han ordre om at et stort antal mennesker skal stilles op til henrettelse, den dag han dør. Han ved at ingen vil sørge over ham, men ønsker at byen skal give genlyd af gråd fra sørgende når han er død.
Det siger lidt om hvor vanvittigt grusom Herodes var.
Og derfor kan det ikke undre, hvad han gør, da han opdager, at han er blevet narret af de vise mænd. Han bliver så afsindigt rasende, at han lader alle Betlehems drengebørn under to år myrde for at få ram på Jesus. Historiebøgerne skønner at der, Betlehems størrelse taget i betragtning, kan være tale om 20-25 drengebørn, som mistede livet ved den lejlighed. Disse børn er siden blevet kaldt de første kristne martyrer. For de mistede jo livet pga. Jesus.
I vores kirke holder vi ikke mindedage for martyrer, skønt vi stadig læser teksten, men i den katolske kirke, f.eks. er denne søndag viet til de uskyldige børn i verden, som er ofre for magtsyge undertrykkere, og som dagligt lider psykisk og fysisk overlast af den ene eller den anden art. Og de findes desværre, for der hersker små og store Herodes'er i både i det nære og det fjerne, og vi må aldrig holde op med at bekæmpe dem og aldrig holde inde med at slås for beskyttelse af børns rettigheder og sikkerhed.
Jesusbarnet slap i første omgang fra Herodes og blev reddet.
Josef bliver i en drøm advaret om at barnet er i fare, og den lille familie flygter til Egypten, hvor de sandsynligvis bosætter sig i Alexandria, som dengang, iflg. historiebøgerne, husede næsten 1 million jødiske flygtninge. I mange generationer var jøder flygtet til Egypten, og den lille familie havde sandsynligvis slægtninge i landet. Under alle omstændigheder kan vi regne med at der fandtes en stor jødisk menighed i Alexandria og vi kan formode at Jesus og hans familie fik lov til at leve i fred, dyrke deres religion og tale deres eget sprog uden at blive forfulgt.
De første to år af sit liv levede Jesus således i asyl og først da Herodes var død, turde familien vende tilbage til Israel.
Ved Herodes' død blev landet delt i flere områder, med hver deres regent, og da Josef og Maria vendte tilbage og fandt ud af, at den onde kong Archelaus regerede i området ved Jerusalem, bosatte de sig i stedet i den nordlige region, hvor Antipas herskede. De slog sig ned i Nazareth, hvor Jesus voksede op og størstedelen af hans offentlige virksomhed fandt sted i Galilæa inden han igen tog til Jerusalem, hvor han blev korsfæstet.
Når jeg her ridser nogle historiske fakta op, er det fordi bibelen, som sagt,
er temmelig upræcis på det område. Det har ganske enkelt ikke været evangelisternes ærinde at give en historisk korrekt beskrivelse af omstændighederne ved Jesu fødsel, liv og virke.
Evangelisterne har derimod været optaget af frelseshistorien som den udfolder sig i forhold til det, der sker i verdenshistorien. Når vi i juleevangeliet bliver oplyst om at Jesus bliver født mens kejser Augustus sad på tronen, er det ikke for at give en historisk korrekt oplysning, det er snarere for at fortælle, at med himlens kongesøn begynder noget nyt, en ny tid tager sin begyndelse og kejser Augustus er intet at regne i forhold til barnet i krybben.
Var Augustus ikke blevet nævnt, ville ingen sjæl i verden nogensinde huske på ham, når vi mindes Jesu fødsel. Augustus er uden betydning i den sammenhæng. Nok var han en mægtig mand med stor magt og indflydelse, men i Guds frelsesplan spiller han ingen rolle. Det gør Jesus derimod. Han betyder alt. I århundreder har profeterne talt om forløsning og frelse, og nu er al håb og længsel indfriet. Nu lovpriser englene Gud og synger om fred på jord. Fordi verdens frelser er født.
I generationer har man håbet og ventet, og nu, i Augustus' regeringstid kommer han til verden. Tidens fylde kom mens Augustus var kejser. Kejsernavnet er blot en tidsangivelse.
Ligesom Herodes bliver nævnt af Matthæus, for at fortælle hvordan Guds frelsesplan kom i fare under den ondeste onde konge.
Men det vigtigste i fortællingen er, at det ondeste onde ikke fik bugt med det drengebarn, som var udsendt af Gud. Ikke endnu. For Guds frelsesplan skal føres igennem, og det nye testamente beretter om hvordan det går til. Hvordan drengen som voksen følger Guds plan og går i kamp mod verdens onde og magtsyge herskere. Han kæmper på de udsattes og undertryktes side og går til sidst i døden for at fuldføre sin himmelske fars plan.
Siden de historiske begivenheder vi hører om i dag fandt sted, har mange forskellige magthavere regeret, og nogle af dem har været værre end kong Herodes.
Krig, forfølgelse og ødelæggelse finder sted hver eneste dag mange steder på kloden. Det onde er ikke forsvundet ud af verden med Jesus. Vores opgave er at kæmpe og slås med kærlighed og medfølelse. For sorg, lidelse og død findes også hos os. Vi konfronteres dagligt med andres smerte, og mener måske ikke at der er så meget at stille op. Men der ER noget at stille op. Der er det, AT stille op. AT stå imod sammen med den anden. At være der og blive der, hvor den anden er i nød.
Det har Han lært os, Kristus, Himlens lys, som holdt ud og holdt med de udsatte og undertrykte. Han, som levede et menneskeliv, der startede så underfuldt og smukt, med englelyd fra en åben himmel, men som kort efter viste sig at blive et liv på rene menneskevilkår - først truet og på flugt, siden hånet og forladt og til sidst pint og korsfæstet.
Hele vejen gik han – han levede sit menneskeliv og førte samtidig Guds frelsesplan ud i livet, ved altid at tale og handle efter Guds kærlige vilje.
Verdensmagten vil til hver en tid forekomme os at være den vindende magt, og lidelse, død og ødelæggelse vil altid ramme os med brutal styrke, men vi skal huske og stole på, at med Jesusbarnet er Guds rige brudt frem. Det er midt iblandt os i vores virkelighed. Og når vi synes at alt er forbi og alting tabt, skal vi slippe og mærke at gudsrigets glæde kommer nyfødt til stede i tro og i håb.
Amen"