Nu er der igen hjælp til strandløver og badenymfer
På mandag den 24. juni tager TrygFondens kystlivreddere igen plads i livreddertårnene på 35 strande og havnebade landet over. Hvor vil de sommeren igennem give gode råd om badesikkerhed og passe på børn og voksne.
"Sidste sommer var vejret svingende, men vi havde en periode med rigtig godt vejr, og det betød, at livredderne havde travlt. Livredderne gennemførte ialt 36.214 indsatser, som blandt andet inkluderede almindelig førstehjælp ved snitsår, dehydrering og bistik. Samtidig var der meget forebyggende arbejde, hvor livredderne gav strandgæsterne råd om vand- og vejrforhold, og på den måde var de med til at forhindre ulykker i at opstå. Ud af det samlede antal indsatser vurderes de 24 som aktioner, hvor personer har været i livsfare. Antallet af indsatser vidner om, at livredderne spiller en vigtig rolle for sikkerheden på stranden," siger René Højer, som er ansvarlig for bade- og vandsikkerhed i TrygFonden.
Livredderne er til stede på strandene hver dag mellem klokken 11 og 19.