Pardans S og DF?
"S og DF nærmer sig med hastige skridt hinanden både værdipolitisk og økonomisk, mener efterhånden flere socialdemokrater.
Hvilket også bekræftes af vælgervandringerne mellem de to partier, som mange undersøgelser viser.
Senest har to ungsocialdemokrater som SF-overløberen Mattias Tesfaye og det unge håb Peter Hummelgaard lanceret tanken i et indlæg i Jyllands-Posten.
De to unge socialdemokrater henviser til Hvidovre Kommune, som efter kommunalvalget fik en S-borgmester med hjælp af stemmer fra Dansk Folkeparti.
De kunne også have henvist til Norddjurs Kommune, hvor Dansk Folkeparti siden 2009 har vist den borgerlige side vintervejen og i stedet valgt at køre parløb med Socialdemokratiet. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at det lokale folketingsmedlem, socialdemokraten Leif Lahn Jensen, har optrådt som anbefaler af et samarbejde med Dansk Folkeparti i flere af de artikler, der er kommet i kølvandet på indlægget fra Hummelgaard og Tesfaye, men nuancerne er ikke kommet med i de landsdækkende mediers artikler.
Leif Lahn Jensen er først og fremmest pragmatisk socialdemokrat, der er interesseret i at lave politiske resultater. Nøjagtigt som partifællerne er det i Norddjurs, og da i særlig grad dem i den socialdemokratiske partiforening i Grenaa - klart Djurslands stærkeste og mest velorganiserede.
"Jeg er altid klar til at forhandle med dem som har lyst. Politik drejer sig om at skaffe nogle gode resultater, og komme tættest på det, som man selv ønsker, præcis som dengang jeg var tillidsmand og forhandlede for gutterne på Aarhus Havn," lyder det pragmatisk fra Leif Lahn Jensen.
Men der skal dog ikke herske tvivl om, at det lokale folketingsmedlem også trækker i bremsen i forhold til at formalisere samarbejdet med Dansk Folkeparti yderligere.
Den lokale MF'er, der er arbejdsmarkedsordfører for Socialdemokratiet i Folketinget, har fortsat den opfattelse af Dansk Folkeparti, at partiet var medløber under VK-regeringen i 0'erne, og dermed i Lahn Jensens optik med til at forringe vilkårene for de syge, for efterlønnen, for de arbejdsløse og dem på kontanthjælp.
Leif Lahn Jensen har derfor svært ved at se, hvordan Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kan indgå i et formaliseret samarbejde, når Dansk Folkeparti allerede nu siger, at partiet vil støtte Lars Løkke Rasmussen som statsminister efter næste valg.
Så ingen tvivl om, at den lokale socialdemokrat gerne vil opnå resultater med DF-stemmer, men kun fra sag til sag."