Bodil var hård ved julebelysningen i Rønde
Rønde Handelsstandsforening beder om økonomisk hjælp til at genetablere julebelysningen
Rønde Handelsstandsforening har brug for en økonomisk håndsrækning.
Stormen Bodil var nemlig så hård ved Røndes julebelysning, at fem julestjerner i lygtepælene på Hovedgaden blev blæst ned og blev ødelagt. Samtidig væltede juletræet ved Egegård. Toppen på træet knækkede og belysningen tog skade.
” Jeg håber, på at byens og oplandets borger, foreninger og andre vil igangsætte aktiviteter, der kan bidrage økonomisk til at genetablere julebelysningen,” siger formand for Rønde Handelsstandsforening, filialchef i Djurslands Bank, Jacob Skovgaard.
Giv et bidrag til juleudsmykningen
En genetablering af julebelysningen koster et betydeligt beløb og det er udover hvad Rønde Handelsstandsforning kan klare på stående fod.
”Vi har det seneste år ofret over kr. 80.000,- på udskiftning til LED-pærer, svejsning af julestjerne samt opsætning og nedtagning af vores kære julebelysning. Afd dem fik vi doneret kr. 5.000 kr. fra Lions Club Rønde,” siger Jacob Skovgaard.
”Det var en meget stor omkostning for Rønde Handelsstandsforenings medlemmer, så med denne store stormskade er det tvivlsomt, om vi kan finde pengene til at få renoveret julebelysningen inden jul.”
”Vi håber derfor, at der er andre, der ligesom os værdsætter den flotte belysning, og derfor vil give os et økonomisk bidrag,” siger Jacob Skovgaard.
Store som små bidrag kan indsættes på Rønde Handelsstandsforenings indsamlingskonto i Rønde Sparekasse på reg. nr. 9354 og kontonummer: 0000260093.