Læreres løn reddet i 11. time
40 forudlønnede lærere i Rudersdal Kommune skal ikke være bange for at mangle penge den 1. april, men lønudbetalingen blev reddet i 11. time
Inden weekenden besluttede man i Rudersdal Kommune, at man ville tilbageholde april-lønnen for kommunens omkring 40 forudlønnede lærere, hvis forhandlingerne om lærernes arbejdstid brød sammen i Forligsinstitutionen og en lockout blev udmeldt. Men nu får lærerne alligevel penge ind på kontoen, lover kommunens personalechef - også selvom overenskomstforhandlingerne brød sammen mandag eftermiddag, og en lockout nu er en realitet.
"Hvis forligskvinden havde meldt om sammenbrud i forhandlingerne i weekenden, så havde vi holdt lønnen tilbage for de 40 lærere. Men mandag formiddag traf vi beslutningen om at udbetale lønnen, fordi det, på det pågældende tidspunkt, så ud til, at lærerne ville møde på arbejde tirsdag efter påske. At situationen så ændrede sig få timer senere, det er, hvad det er. Da havde vi allerede trykket knappen i bund, og det ville have været for stort et arbejde at føre tilbage," siger personalechef i Rudersdal Kommune, Jan Weidekamp, til Lokalavisen.dk.
Udover Rudersdal Kommune havde også Haderslev, Horsens, Kalundborg, Lejre, Silkeborg, Slagelse og Vordingborg meddelt, at de var klar til at stoppe lønnen, hvis forhandlingerne brød sammen, skriver hjemmesiden Folkeskolen.dk.