Fortsæt til indhold

Dannelse og fordybelse på VID Gymnasier

VID Gymnasier giver de unge studerende dannelse, der passer til de nye behov i en global verden, og det er ikke i strid med fagligheden

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

I Danmark har man fire forskellige gymnasier, nemlig htx, hhx, stx og det to-årige hf. De har alle fire tilfælles, at de er studieforberedende, altså skal gøre eleverne til studerende på de videregående uddannelser. Og så skal de danne unge til fordybelse og nysgerrighed i forhold til den virkelighed, der tegner sig.
"Hvis danske virksomheder skal klare sig i en stadigt stærkere konkurrence med virksomheder over hele kloden, forudsætter det medarbejdere af en helt særlig kaliber. Kravene til den viden, de kompetencer og den dannelse, et ungt menneske skal være i besiddelse af i dag, er helt anderledes end for bare få år siden," vurderer Morten Bang Sørensen, der er rektor på VID Gymnasier.
For fremtidens medarbejdere er viden om økonomiske sammenhænge på virksomhedsniveau, på nationalt niveau og globalt niveau afgørende, ligesom indsigt og forståelse for de seneste teknologiske fremskridt er afgørende vigtige.

Dannelse - hvordan?

"Men, det er langt fra nok. En ting er viden og kompetencer, noget andet er dannelse. Dannelse kan forstås i mange forskellige betydninger, men handler grundlæggende om, at de unge, der tager en uddannelse, bliver i stand til at bruge viden og kompetencer fra deres uddannelse på en fornuftig måde, der er til gavn for andre mennesker," mener Morten Bang Sørensen.

De dygtigste i fremtiden

På det tekniske gymnasium, htx, får man teknologisk dannelse, og på handelsgymnasiet, hhx, får man økonomisk dannelse.
På VID Gymnasier i Grenaa har man siden sommer i år valgt at huse de to gymnasier i samme bygning, fordi det giver bedre mulighed for de næsten 500 studerende at arbejde og lære sammen i et fælles studiemiljø.
"Det er ikke nok at lære, hvordan en markedsøkonomi fungerer. Det afgørende er, om du formår at agere i den med både etisk og social ansvarlighed. Altså økonomisk dannelse. Det er heller ikke nok at forstå, hvordan forskellige teknologier fungerer. Helt afgørende er det, at du formår at udnytte nye teknologier til at skabe innovative og samfundsgavnlige produkter, der løser menneskelige og samfundsmæssige udfordringer på en bæredygtig måde," fastslår Morten Bang Sørensen.
Rektoren for VID Gymnasier er ikke i tvivl om, hvad der er fremtid i:
"De erhvervsrettede gymnasieuddannelser, hhx og htx, leverer de dygtigste medarbejdere til fremtidens virksomheder. Det gør de først og fremmest, fordi undervisningen er virkelighedsnær og projektorienteret. Den ligner arbejdsformen på arbejdsmarkedet. Og så fordi uddannelserne er erhvervsrettede imod handel, økonomi og teknologi, temaer der er af afgørende betydning på fremtidens arbejdsmarked."

Kom så MOR

Midt i januar vil VID Gymnasier invitere mødrene til afgangseleverne i folkeskolerne på Djursland til en event, hvor Morten Bang Sørensen vil uddybe sine betragtninger, og der vil være spændende indslag for den målgruppe. MOR er nemlig typisk den, der engagerer sig mest i børnenes studievalg.