75 millioner til vækst
VÆKST: Vækstforum Sjælland sætter 75 millioner kroner af til vækst de kommende 3 år. De første 25 millioner kommer væksten til gode allerede i 2014.
Pengene går til fem Vækstaftaler, der vil tiltrække nye investeringer, skabe nye arbejdspladser og understøtte at væksten i Region Sjælland kommer op i et endnu højere gear. Steen Bach Nielsen, formand for Vækstforum Sjælland:
- Vi er i gang med et langt sejt træk og med denne bevilling tager vi et stort skridt fremad. Med vækstaftalerne sikrer vi, at den viden, der findes på vores vidensinstitutioner udnyttes bedre i erhvervslivet, og vi får markedsført vores region overfor investorer og virksomheder både her og i udlandet. Samtidig understøtter vi, at der kommer flere arbejdspladser i regionen fra de kommende store anlægsinvesteringer, siger han.
Vækstaftalerne er treårige aftaler om aktiviteter, der fokuserer på fem af de mest centrale områder for den regionale vækstskabelse. Vækstforum Sjælland har udvalgt fem stærke konsortier – sammensat af nogle af regionens absolut stærkeste aktører - der hver især gennem en vedholdende og fokuseret indsats frem til 2016 vil give et reelt løft til virksomheders vækst i Region Sjælland.
Der er sat ambitiøse mål op for de enkelte indsatser, og Vækstforum vil løbende sikre, at der er den nødvendige fremdrift og resultatskabelse.
Regionsrådet godkender bevillingen på det kommende regionsrådsmøde på torsdag den 12. december.
pm