Sådan ser økse-røveren ud
Manden på billedet er formentlig den mand, der onsdag begik røverei med en økse Aldi i Ølstykke
Onsdag aften begik en mand med en økse røveri mod en Aldi-butik på Stationstorvet i Ølstykke.
Nordsjællands Politi har nu frigivet et billede af den man, de mener er gerningsmanden. Han er på billedet fanget af et overvågningskamera i Irma i Frederikssund, hvor han begik røveri mandag 18. marts.
Ved begge røverier bar gerningsmanden en støvmaske for mund og næse, og det er ifølge Tommy Andersen, kriminalassistent ved Nordsjællands Politi, bl.a. grunden til, at man mistænker manden for at stå bag både røveriet i Ølstykke og det i Frederikssund.
Truede med økse
Gerningsmanden kom ind i butikken i Ølstykke klokken 19.14 og begyndte at true den kvindelige kassemedarbejder med en medbragt økse.
Han fik udleveret et mindre kontantbeløb, som han stak af med i en Rema 1000-plastikpose.
Der var kunder i butikken som bagefter kunne hjælpe med et signalement af økserøveren, der beskrives som: Mand, 20-35 år gammel, 168-170 centimeter høj, spinkel af bygning, halvlangt sort krøllet hår, iført sort jakke med lynlås, sorte stramme bukser.
Hvis man har informationer, der kan hjælpe politiet i sagen så kontakt Nordsjællands Politi på 114.