Radikal politiker skifter partifarve
Louisa Schønnemann Bøttkjær har meldt sig ud af Det Radikale Venstre og ind hos De Konservative
I lørdags forlod Louisa Schønnemann Bøttkjær den radikale gruppe i Gentoftes kommunalbestyrelse og meldte sig samme dag ind i Det Konservative Folkeparti, der har optaget hende som medlem af den konservative gruppe på rådhuset.
"Jeg har gået og tænkt over det et stykke tid. Det er en stor beslutning, som kræver grundig overvejelse. Jeg har altid betragtet mig som 'blå' radikal, og de Konservatives værdigrundlag er tæt på mit eget - med fokus på dannelse og uddannelse samt det europæiske fællesskab. Jeg ser frem til at bidrage til sammenhængskraft i mit nærmiljø, hvor lige dele ansvar og frihed for det enkelte menneske - og evnen og viljen til at indgå i fællesskaber - er centralt", forklarer Louisa Schønnemann.
Louisa Schønnemann kom ind i Gentoftes kommunalbestyrelse midt i en valgperiode, hvor hun afløste Thea Mikkelsen, der flyttede fra kommunen.
Hun har endnu ikke besluttet, om hun genopstiller til kommunalvalget til november.
Uventet beslutning
For partifællen på rådhuset, Marie-Louise Andreassen, kommer udmeldelsen som et lyn fra en klar himmel:
"Jeg er totalt overrasket, men tager partiskiftet til efterretning og accepterer beslutningen", siger Marie-Louise Andreassen, der selv skiftede partifarve for en del år siden, da hun forlod Venstre til fordel for de Radikale.
Borgmester Hans Toft har denne kommentar:
"Vi har haft et godt samarbejde med Louisa Schønnemann og er glade for, at hun har meldt sig ind hos de Konservative. Det var derfor en enig gruppe, der besluttede at optage hende som konservativt medlem af Kommunalbestyrelsen".