Socialdemokratiet sprængt til atomer?

Det var ikke just noget kønt indtryk, som Socialdemokraterne forlod denne byrådsperiode med.
Tre ud af syv medlemmer havde meldt afbud til sidste byrådsmøde, og partiet havde undladt at indkalde substitutter for de fraværende, da Kommuneplanen for de kommende fire år var til behandling, som der ellers er mulighed for, og som Det Radikale Venstre i fraværet af Carsten Bech havde valgt at gøre. Da byrådet skred til afstemning om Kommuneplanen virkede de resterende fem socialdemokrater alt andet end afstemte: 2 stemte for, 1 undlod at stemme og 1 stemte imod.
Socialdemokratiets fremtid ser umiddelbart tornet ud, selv om partiet slap fint fra Kommunalvalget og bevarede sine syv mandater.
Skuffelsen over, at konstitueringsaftalen med Venstre fra valgnattens sidste timer ikke holdt hjem, sidder naturligvis i en rum tid i kroppen på de involverede, og der vil den sidde som en modbydelig bacille, som det skal mere end stærk pencillin til at få bugt med. Hårdt arbejde er vejen frem.
Men der venter saftsusemig Socialdemokratiet et større arbejde med at komme på fode igen og få fundet en opstilling, der kan tage over om fire år.
Hovedparten af de nuværende medlemmer er over the hill i 2017, og derfor er der ingen tid at spilde med at få kørt nye folk i stilling. Partiets kommende byrådsgruppe rummer reelt kun debutanten Anders Peter Rasmussen, Ebeltoft, som et godt bud på ’en etter’ ved næste valg. Han har fire år til at køre sig i stilling. Uden for gruppen er der flere unge, som ikke nåede med i byrådet denne gang, men som har fire år til at modnes. Realistisk bedømt skal Socialdemokratiet kunne trække en kanin op af hatten, som Venstre gjorde det forud for valget i 2009 ved at ’opfinde’ den kommende borgmester Claus Wistoft.
Socialdemokratiet har desuden et nachspiel i forhold til Kommunalvalget, som også råber på en afklaring. Nok opnåede Anette Quist Busk genvalg til byrådet, men hendes soloridt og performance fra valgnatten og frem til det konstituerende møde i det ny byråd var en soap opera værdig, som Venstre ikke var sen til at bruge, da partiet skulle forklare, hvorfor det valgte at springe fra en indgået aftale. Naturligvis søgt, men alligevel.
Det er svært at øje en fremtid for Anette Quist Busk i et parti, der tydeligvis hellere ser hendes hæl end hendes tå i forsøget på at komme til overfladen igen og få genrejst partiet.