Flemming Oppfeldt vil gøre politisk comeback
Venstre har fundet sine kandidater til kommunalvalget, og tidligere borgmester Flemming Oppfeldt er med på listen
"Jeg har lyst til at give en tørn med igen og være med til at gøre det interessant for borgerne at deltage i den politiske diskussion". Sådan sagde Flemming Oppfeldt tilbage i ferbruar måned, da han blev valgt ind i Venstres bestyrelse og dermed for alvor gav tegn til at ville tilbage i det lokalpolitiske liv.
I går, mandag 22. april, blev der i Venstre holdt opstillingsmøde på Stavnsholtskolen, og Flemming Oppfeldt blev her en af de 18 kandidater, der til kommunalvalget i november vil kæmpe om at få borgmesterposten tilbage på borgerlige hænder.
"Da jeg trådte ind i bestyrelsen i februar vidste jeg faktisk ikke, om jeg havde lyst til også at stille op til valget. Det har krævet nogle overvejelser", siger Flemming Oppfeldt og fortsætter:
"Der er stillet et godt hold, og det vil jeg gerne være en del af. Det kunne være sjovt", siger han og understreger, at intet er givet på forhånd, da alle 18 kandidater er opstillet sideordnet.
"Venstre stiller i absolut stærkeste opstilling", lyder det fra partiets borgmesterkandidat, Gustav Juul.
"Ikke nok med at vores fire siddende byrådsmedlemmer alle genopstiller, vi har også fået andre kandidater med byrådserfaring. Alt i alt er det et rigtig godt miks af kandidater på både bopæl, alder, køn og erhvervsbaggrund", siger han og understreger, at han er særlig glad for, at mere end halvdelen af kandidaterne har børn i den skolepligtige alder eller yngre.
"Det er folk, som normalt har bægeret fuldt men alligevel har de ønsket at tage ansvar for Furesøs udvikling. Vi har 18 stærke kandidater, hvilket viser, at Venstre er klar til at sætte en ny dagsorden i Furesø kommune. Nu har vi et solidt hold, som skal gøre os fortjent til, at borgmesterposten kommer tilbage på borgerlige hænder", siger Gustav Juul.
Kandidaterne
De 18 kandidater hos Venstre er opstillet sideordnet, hvilket betyder, at det alene er de personlige stemmer, der afgør, hvem der kommer i byrådet. Bestyrelsen har fortsat mulighed for at tilføje kandidater på listen nedefra, hvis der dukker flere egnede kandidater op i den kommende tid.
1. Gustav Juul
2. Ole Holleufer
3. Kasper Krüger
4. Lars Carpens
5. Kurt Bork Christensen
6. Ramazan Jakob Karter
7. Michael Rexen
8. Flemming Oppfeldt
9. Peter-Johan Raasø
10. Pernille Melgaard Andersen
11. Kurt Pii
12. Charlotte Galina
13. Anna Frifelt
14. Marina Vitagliano
15. Else Marie Thorhauge – Mikkelsen
16. Søren Bollerup Hansen
17. Kay Haagensen
18. Ib Andersen