Konservative åbner for supermarkeder i storcenter
Tanken om supermarkeder i indkøbscenter er ikke længere det borgerlige parti så fremmed - dermed har det første parti meldt ud om holdningsændring i spørgsmålet
Holdningen var klar, da Hillerød Posten i november lavede en rundspørge til samtlige partier i byrådet:
Ejendomsudvikleren på Hillerød Storcenter på Møllebrogrunden skal ikke have lov til at fravige det oprindelige bolig-koncept og supplere med supermarkeder i et kommende indkøbscenter.
Men nu er enigheden partierne imellem ved at være slut.
I hvert fald er det konservative folkeparti ikke længere afvisende over for tanken om supermarkeder.
Det fremgår af den lokale partiforenings høringssvar til Kommuneplanforslaget.
“Vi er for ideerne med møllebro-projeket og ser gerne, at der gives mulighed for at etablere dagligvarebutikker” hedder det blandt andet i høringssvaret.
Dorte Meldgaard, der er ordfører for de konservative i byrådet, er ikke helt så kategorisk tilhænger af projektet. Men holdningen er blevet blødet meget op, fortæller hun.
“Siden november er spørgsmålet blevet belyst fra flere sider, og det, at vi har fået flere informationer gør, at vi ikke er så afvisende, som vi er sidst. Vi har haft tid til både at tænke og undersøge ting. Overordnet set er vi tilhængere af øget konkurrence på dagligvareområdet. Det vil komme os alle til gode,” siger Dorte Meldgaard.
Byrådsgruppen vil dog først tage endelig stilling til spørgsmålet, når den offentlige høring af spørgsmålet om dagligvarehandel bliver afsluttet i slutningen af april.
tim@hip.dk