Svend Pilgaard Automobiler sælger igen personbiler
Med ansættelsen af rutinerede Søren Albertsen signalerer Ryomgård virksomheden, at den igen satser på en drive en ambitiøs salgsafdeling med et pænt udsnit af brugte personbiler i alle kategorier i vinduerne
Søren Albertsen, 40, tiltrådte ved indgangen til november 2013 som ansvarlig for at bygge en salgsafdeling op hos Svend Pilgaard Automobiler A/S i Ryomgård med brugte personbiler som det altdominerende sortiment.
Søren Albertsen bor i Assentoft og har et stort kendskab til branchen.
"Jeg har stort set udelukkende beskæftigtet mig med at sælge personbiler de seneste 20 år," fortæller han.
"Og dermed kan jeg selvfølgelig byde ind med en pæn del erfaring, og så er det klart, at jeg har et stort netværk at trække på, når en kunde gerne vil købe en bil, som vi måske ikke lige har stående i butikken, men som vi via mit kendskab har en god mulighed for at skaffe."
Bygge salgsafdeling op
Søren Albertsen er uddannet sælger og har siden sin pure ungdom interesseret sig for biler.
"Min opgave på den korte bane bliver selvfølgelig at få bygget en salgsafdeling op med et bredt udvalg af biler i forskellige prisklasser i vores sortiment. Det bliver primært med gode og solide, brugte biler, som jeg skal købe hjem, og som vores værksted skal give en sidste finish, så de er klar til videresalg," forklarer han.
"Vintermånederne er traditionelt ikke den bedste tid for salg af biler, så nu bruger vi tiden til at købe noget godt hjem til hylderne, så vi er klar med et stort udvalg, når vi når frem til foråret," tilføjer Jørgen Pilgaard, som sammen med broderen Henrik Pilgaard nu har taget over efter deres far, Svend Pilgaard, der startede autoværksted i Ryomgård for mere end 50 år siden, og siden udbyggede virksomheden til det, den er i dag.
"Vi fortsætter med at sælge varebiler som Iveco-forhandler, som vi altid har gjort det. Det kører som en selvstændig afdeling, men vi har også længe ønsket at få gang i en afdeling for personbiler, men har ikke været heldige med at finde den rigtige til opgaven. Det er jeg sikker på, at vi har fundet med ansættelsen af Søren Albertsen," siger Jørgen Pilgaard.
Le Mans gav bonus
At det kan betale sig at have et stort netværk også i bilbranchen fortæller historien om ansættelsen af Søren Albertsen om.
"Jeg var inviteret til Le Mans af vores dækforhandler First Stop, hvor man naturligvis møder en lang række branchefolk," fortæller Jørgen Pilgaard.
"Under en snak med en bekendt kom vi også til at snakke om, at jeg stod og manglede en kompetent bilsælger, og han havde tilfældigvis en kammerat, som han kunne anbefale mig på det varmeste, nemlig Søren Albertsen, så på denne måde blev kontakten skabt, og vi glæder os til samarbejdet og tror på, at det bliver en succes," siger Jørgen Pilgaard.
Håber på et julesalg
Søren Albertsen havde endnu tilgode at sælge sin første bil, da Lokalavisen var forbi i sidste uge, men han satser på sit første salg inden jul.
"Det vil være rart nok lige at komme godt i gang, men ingen panik, hvis det ikke lykkes," understreger han.
Søren Albertsen vil kunne træffes i den normale åbningstid hos Svend Pilgaard Automobiler, men han er også klar ved telefonen, hvis kunder skulle have brug for at snakke køb og salg på andre tidspunkter.