Politiker kræver ordnede forhold på bosted
En dårlig omgangstone, problemer med samarbejde og arbejdsmiljø samt et merforbrug på tre mio. kr. får Fredensborg kommune til at sætte hårdt ind overfor bostedet Johannes Hages Hus
En kritisk tilsynsrapport fortæller om en dårlig omgangstone overfor beboere på en af afdelingerne samt store udfordringer med samarbejde og arbejdsmiljø på det selvejende bosted Johannes Hages Hus for voksne psykisk syge og stærkt demente i Nivå.
Derudover har problemer omkring manglende økonomistyring givet et merforbrug i 2012 på tre mio. kr. og alt dette gør, at Social- og Sundhedsudvalget i Fredensborg Kommune sætter bostedet under særligt tilsyn og kræver ordnede forhold for beboere og personale. Samtidig vil udvalget have en ny driftsaftale, hvori vilkårene er skærpet.
Læs også: Johannes Hages Hus tager til genmæle overfor kritik
Har ikke taget de fornødne initiativer
Hans Nissen, der formand for Social- og sundhedsudvalget, udtaler i en pressemeddelelse:
'Der er brug for, at ledelse og bestyrelse på bostedet lever op til deres ansvar og får løst problemerne, så forholdene igen bliver ordentlige. Det gælder ikke mindst i forhold til det dårlige arbejdsmiljø, der bl.a. har udmøntet sig i uacceptabelt sprogbrug overfor beboerne. Det skal bringes i orden. Vi har derfor indført et skærpet tilsyn og stillet krav om en handleplan her og nu.'
Omkring økonomien og 2012-merforbruget på tre mio. kr., siger Hans Nissen:
'Vi har længe forsøgt at rydde op i bogholderiet, men det er tydeligt, at bostedet ikke har taget de fornødne initiativer til at rette op på forholdene.'
Fredensborg Kommune skærper således vilkårene i den nye driftsaftale med Johannes Hages Hus – og kræver indsættelse af en sideordnet kommunal ledelse og tæt opfølgning af økonomistyringen.
Der er 60 pladser på Johannes Hages Hus, og Fredensborg Kommune betaler for 17 beboeres ophold. Dertil kommer 23 beboere, som kommunen har handleansvaret for - og 20 beboere, som andre kommuner har handleansvaret for. Fredensborg Kommune har tilsynspligten med bostedet og betaler årligt ca. 10 mio. kr. for sine 17 beboere.