Hvis jeg bliver valgt til byrådet, bliver jeg frosset ud
Karsten Holt Larsen har mistet troen på de eksisterende partier og stiller derfor op på sin egen lokalliste til kommunalvalget
Karsten Holt Larsen fra Vejle har ikke noget tilovers for partierne og politikerne i Vejle Byråd.
"Det går kun ud på at maksimere deres eget økonomiske udbytte ved at fordele poster og titler imellem sig," mener Karsten Holt Larsen.
Han kan ikke se sig selv i et af de eksisterende partier og har derfor startet lokallisten "Vejle Kommune Først," der med ham som den foreløbigt eneste kandidat vil stille op til kommunalvalget.
"Partierne er fuldstændig ens, ligesom i Folketinget. Hvis jeg bliver valgt ind, vil jeg sidde og skrige op som en selvbestaltet ombudsmand. De vil gøre nar af mig, og jeg vil blive frosset ud, fordi jeg ikke vil deltage i det, de har gang i," siger han.
Den offentlige adel
Karsten Holt Larsen er meget negativ overfor den generelle udvikling i samfundet og i Vejle Kommune. Han mener, at 68'erne, socialdemokrater og "den kreative klasse" udøver magtmisbrug overfor befolkningen og er godt i gang med at smadre det eksisterende samfund.
Han har især set sig sur på den offentlige sektor og de offentlige ansatte. De forgylder hinanden med høj løn og udsøgte arbejdsforhold på bekostning af befolkningen, der skattefinansierer "den offentlige adel i Vejle Kommune."
Hvis det stod til Karsten Holt Larsen, skulle samtlige ansatte i Vejle Kommune opsiges. De kunne så søge deres stillinger igen, men kommunale stillinger skal "fortrinsvis fungere som retrætestillinger for gamle nedslidte arbejdere fra den private industri," som der står i lokallistens politiske program.
Ud med Økolariet
De ansatte i Økolariet og byens nye museum, Kulturmuseet Spinderihallerne, kan også godt begynde at kigge efter nyt arbejde, hvis lokallisten får politisk magt. Museet og Økolariet er spild af skattekroner, mener Karsten Holt Larsen.
Han har i de seneste måneder været på gaden for at uddele materiale og snakke med folk om politik. Her har han samtidig fået rigeligt med underskrifter til at kunne stille op til kommunalvalget. Der kræves 25 stillere.
Betonhelvede
Lokallisten "Vejle Kommune Først" markerer sig også med stærke holdninger til, hvordan Vejle ser ud. Ifølge Karsten Holt Larsen er byrådet og teknisk forvaltning godt i gang med at gøre byen og kommunen til et "uhyrligt betonhelvede efter socialistisk forbillede."
Det nye parkeringshus ved Føtex og shoppingcentret Bryggen er eksempler på byggerier, der ifølge Karsten Holt Larsen er enormt grimme.
"Vejle har været en af Danmarks smukkeste byer, men der er sket en omfattende ødelæggelse af gamle huse og kulturværdier, der er blevet erstattet med hæsligt socialt boligbyggeri."