Fortsæt til indhold

Boliger til salg for 114.000.000.000 kroner

Samfund
Arkiv

114 milliarder kroner. Så stor er den samlede værdi af de godt 60.000 villaer, lejligheder og sommerhuse, der netop nu er til salg over hele landet. Det viser beregninger, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har foretaget. "Beløbet på 114 milliarder kroner er interessant, fordi det giver et fingerpeg om, hvilke kolossale værdier danskernes boliger repræsenterer, og det forklarer, hvorfor boligpriserne og handelen med ejendomme er af så afgørende betydning for samfundsøkonomien," siger Nyboligs pressechef, Kim Pauli.
For tiden er der cirka 41.500 huse til salg for et samlet beløb på cirka 81 milliarder kroner – der er godt 12.000 sommerhuse til en værdi af i alt cirka 17 milliarder kroner, og omkring 7.500 lejligheder prissat til et samlet beløb på næsten 15 milliarder kroner.
De godt 60.000 boliger, der er til salg, udgør kun en brøkdel af det samlede antal, der er opført i Danmark. Eksempelvis findes der cirka 1,2 millioner private villaer og rækkehuse herhjemme samt omkring 150.000 ejerlejligheder alene i Storkøbenhavn og Aarhus, viser tal fra Danmarks Statistik.
"Den samlede værdi af boligmassen herhjemme er gigantisk, og derfor er det ikke lige meget, hvor stor eller lille en del af den der omsættes – og til hvilke priser," siger Kim Pauli. Siden 2008 er der i alt blevet solgt mellem cirka 50.000 og 60.000 boliger om året i Danmark, hvilket er markant under niveauet før finanskrisen.
"Selv om handelsniveauet i Danmark stadig er lavt sammenlignet med før krisen, har boligsalget overordnet set bevæget sig en anelse fremad i år. Det går som med økonomien i landet som helhed. Tingene flytter sig, men det går langsomt, " siger Kim Pauli.
Gennemsnitsbetragtningen dækker imidlertid over, at der er betydelig forskel på, hvordan det går rundt omkring i landet, understreger han.