Fortsæt til indhold

Allerød Kommune sparede 8,5 mio. kroner på lockouten

Skoleudvalget har taget stilling til udmøntningen af kompenserende undervisning efter lockouten

Samfund
Af Michael Braunstein

Lærer-lockouten gav Allerød Kommune en anslået besparelse på lønudgifterne på 8.500.000 kr. Beløbet er dog ikke endeligt opgjort. Det fremgår af dagsordenen for mødet i Skoleudvalget 13. maj.
På dagsordenen stod punktet 'Kompenserende undervisning' - med afsæt i Økonomiudvalgets beslutning 16. april 2013, der lyder:
'Økonomiudvalget ønsker som udgangspunkt at fastholde serviceniveauet på skoleområdet, idet den praktiske udmøntning og tilrettelæggelse af de væsentligste erstatningstimer foretages i et samarbejde mellem Forvaltningen og skolerne indenfor skolernes fastlagte budgetramme. Sagen genoptages i Økonomiudvalget med konkret indstilling fra Forvaltningen, når konflikten er overstået.'
Konflikten sluttede 29. april, og de aflyste timer er nu optalt. Herefter har Forvaltningen med udgangspunkt i en række principper opstillet fem modeller for kompensation af den undervisning, der var aflyst på grund af lockouten.
Forvaltningen anbefalede Skoleudvalget, at udvalget indstillede 'model 4' godkendt i Økonomiudvalget. 'Model 4' ser sådan ud: 'Aflyste timer kompenseres, dog således at der fastlægges et maksimalt timetal for hvert klassetrin. Timerne op til dette maksimum fordeles af skolens leder, således at det bedst tilgodeser klassens behov. Udgift: 6.452.000 kr. Samlet udgift: 7.247.000 kr.'
Skoleudvalget besluttede en 'model 4b' til godkendelse i Økonomiudvalget. Beslutningen lyder: 'Der tilrettelægges kompenserende undervisning, efter principperne i model 4, dog således at det maksimale timetal for 2013/2014 bliver: 27 timer pr. uge for 1.-3. klasse, 29 timer pr. uge for 4.-6. klasse og 32 timer pr. uge for 7.-9. klasse.'
'Udgiften til løn i model 4b bliver 4,6 mio., hvoraf 2,3 mio. kr. anvendes i 2014. Lockouten gav en besparelse på 8,5 mio. kr. Den sparede lønudgift i forbindelse med lockouten, anvendes på skolerne i 2013 efter dialog med lærerforeningen, skolebestyrelserne, skolernes ledelse og Forvaltningen m.m. Skoleudvalget behandler forslag til anvendelse af disse midler på mødet i juni. Forvaltningen udarbejder et supplerende notat om model 4b til Økonomiudvalget.'