Fortsæt til indhold

Rungsted tæt på professionel ishockey

En støttegruppe arbejder i disse dage hårdt på at rejse økonomi til at få Rungsted tilbage i landets bedste professionelle ishockeyrække

Samfund
Steen Tue Bjerborg

For få dage siden vandt Rungsted IK sin første samlede sejr i 1. division i ishockey, der også kaldes det danske mesterskab for amatører. Den sejr skal nu følges op med en oprykning og tilbagevenden til landets bedste ishockeyrække, den professionelle AL-Bank Ligaen.
"Et eller andet sted føler vi jo, at vi har spillet os til en oprykning. Og den chance forfølger vi lige nu ved at forsøge at samle de nødvendige midler ind til ligaen," udtaler Ulrich Foged fra den styregruppe, der i et stykke tid har undersøgt mulighederne for oprykning i næste sæson, til AL-Bank Ligaens hjemmeside.

Halvanden million

For at moderklubben Rungsted IK vil frigive licensen til den professionelle AL-Bank Ligaen, kræver det dog, at der bliver indsamlet sponsormidler for halvanden million kroner. Og det tror Ulrich Foged på nu er en realistisk mulighed.
"Der er virkelig mange, der arbejder aktivt for, at det skal lykkedes, og der bliver trukket på alle netværk," fastslår han overfor hjemmesiden.

Kræver overskud

I den forbindelse peger Ulrich Foged på, at der er flere, der har vist interesse for sponsorater end at investere i en stor samlet egenkapital, som ellers var den første model, man arbejdede på.
"Det kommer selvfølgelig til at betyde, at egenkapitalen bliver mere spinkel, men så må vi jo bare budgettere med et større overskud," konstaterer Ulrich Foged og understreger, at han tror på, at det er muligt.
"Tilskuertallene til finalekampene i Hørsholm Skøjtehal (1130 overværede den fjerde finalekamp mod Gentofte, red.) viser jo, at interessen stadig er til stede."