Fortsæt til indhold

Handicappede børn har også ret til en sund seksualitet

Samfund
Jacob Nielsen

"Vi skriver 2013, og vi tror, at vi er noget så åbne omkring seksualitet. Sandheden er, at det er vi ikke. I hvert fald ikke når det gælder handicappede."
Sådan siger sexolog, Lene Alexander, der selv er mor til et multihandicappet barn. Hun er fortørnet over, at kommuner, bosteder, skoler og institutioner ikke tager ordenligt hånd om de unge handicappedes seksualitet.
"For mange handicappede er sexualitet forbundet med skyld og skam. De har ingen at tale med emnet om, og når de som børn og unge ikke får et normalt forhold til sex, kan det give dem voldsomme udfordringer senere i livet, som kan komme til udtryk på uhensigtsmæssige måder. Seksualdriften er en drift, vi alle har i os, og den skal ikke holdes nede eller gemmes væk," siger Lene Alexander til Lokalavisen.dk.
Hun fremhæver en historie, hun har fået fortalt af en forælder til en handicappet 17-årig dreng, som under et karbad, på det bosted han bor, fik rejsning. Personalet har efterfølgende givet den 17-åriges forældre besked om, at de fremover selv må komme og bade ham, når han skal bades.
"Den berøringsangst er ikke i orden," mener Lene Alexander, som efterlyset en ordenlig seksualpolitik rundt om på skoler og institutioner.
"Man skal tænke seksualiteten ind i hverdagen og ikke bare lukke ned for den. Vi har alle et ansvar. Så er du forælder, personale eller politiker, så åben op for dialogen om seksualitet, handicap og grænser, så vanskelige situationer håndteres på en sund, behagelig og respektfuld måde," siger Lene Alexander.