Fortsæt til indhold

Bagerne er døden nær i Aarhus

Lukkeloven kvæler aarhusianske bagere, som går ned på stribe efter den nye lukkelov trådte i kraft 1. oktober 2012

Samfund
Line Hitz

Det er ikke længere hverdag for aarhusianerne at lægge vejen forbi bageren for at købe håndværkere, hinbærsnitter og othellolagkager. Siden lukkeloven trådte i kraft 1. oktober 2012 har flere aarhusianske bagere drejet nøglen om, eller er fusioneret med andre bagere.
"Jeg bliver kontaktet af 3-4 østjyske bagere om ugen, som må lukke, fordi der ikke er nok kunder. I Aarhus er der lukket mange inden for det sidste halve år, og flere er til salg," siger Henning Andersen, som er oldermand for Dansk Bagerlaug og ejer Guldbageren i Hørning.
Kunderne køber ikke længere deres brød ved bageren. De handler i stedet for ind i supermarkederne, som har åben alle ugens dage,? siger han.
Et af de steder, hvor de kan mærke den nye lukkelov er Langnæsbageren i Aarhus.
Her ligger Aarhus? eneste drive-in bager, hvor kunderne kan købe et smurt rundstykke med i farten. Selvom bagerbutikken har mange stamkunder, så kan de alligevel mærke, at salget er faldet efter den nye lukkelov er trådt i kraft.
" Vi har mistet ti procent af søndagssalget. Heldigvis har vi formået at løfte omsætningen torsdag, fredag og lørdag, men vi kan mærke, at kunderne vælger at handle det hele ind i Føtex eller Bilka i stedet for at gå til bageren om søndagen," siger Michael Spotage, som ejer Langenæs Bageriet i Aarhus.
På trods af det pressede marked, så får Aarhus endnu en bager, når Lagkagehuset slår dørene op den 9. april på M.P Bruunsgade i Aarhus. Lagkagehuset har flere bagerier i Jylland og på Sjælland, og de frygter ikke den pressede bagerbranche i Aarhus.

Ingen frygt

"Vi er kede af at høre, at markedet er presset, men det er ikke noget, som vi frygter, da vi mener, der er stor interesse for godt bagerbrød i Aarhus. Vi har valgt at placere butikken på et trafikalt knudepunkt, hvor vi mener, at der vil være mange mennesker, som interesserer sig for fødevarer," siger Peter Bruun administrerende direktør Lagkagehuset.