Dot Wessman får Poetens æreslegat
Dot Wessman er blevet hædret med Poetens æreslegat 2013
Det er 40-året for 'Poeten', den århusianske Poul Sørensens død, men hans værker som 'Skibet skal sejle i nat', 'Der kommer altid en sporvogn' og 'Solitudevej' lever i høj grad videre - blandt andet i Bakkens Hvile.
Derfor blev bakkesangerinde og Bakkens Hviles ejer, Dot Wessman, i tirsdags tildelt Poeten Poul Sørensen og fru Susanne Sørensens æreslegat 2013.
”Det er en stor ære og anderkendelse, vi har fået med Poetens æreslegat, som også styrker os i troen på, at Bakkens Hvile er værd at bevare og føre videre mange år fremover”, siger Dot Wessman.
”Æresprisen er ikke min alene, men alle bakkesangerindernes og holdet bag Bakkens Hvile, som er med til at holde liv i den danske sangskat, som Poeten har bidraget så stort til. Vores repertoire spænder meget bredt. For eksempel er Poetens 'Solitudevej' en af de sange, som vi jævnligt bliver opfordret til at synge – og det gør vi naturligvis, hvad enten det er planlagt i showets repertoire for den givne aften eller ej”.
I fornemt selskab
Poetens æreslegat er en anderkendelse, som andre store danske kunstnere er blevet tildelt op igennem årene, og Dot Wessman deler nu ærestitlen med blandt andre Lilly Broberg, Poul Bundgaard, Kirsten Rolffes, Lisbeth Dahl og Birthe Neumann.
”Poetens legat bliver kun tildelt, og kan ikke ansøges om. At valget er faldet på Dot Wessman i år skyldes, at hun med Bakkens Hvile og de andre bakkesangerinder formår at holde Poetens værker i hævd og udbrede kendskabet til dem rundt om i landet, når de optræder”, siger advokat Judy Jakobsen, der er en af de tre medlemmer i legatudvalget.
Ud af en gøglerfamilie
Dot Wessman kalder sig selv for en "100 procent gøgler" og en "gøgler af Guds nåde". Hun har sunget på Bakkens Hvile, siden hun sprang fra jurastudiet som 20-årig og blev fuldtidssangerinde på Bakkens Hvile.
Hun er opvokset på Dyrehavsbakken og er ud af en rigtig gøglerfamilie.
Hendes fars familie er cirkusartister, og moderens familie har været engageret på Bakken siden 1913. Hendes morfar købte Bakkens Hvile i 1937, og i dag driver hun Bakkens Hvile og en lang række andre telte på Bakken sammen med sin familie.