Fortsæt til indhold

Tøjbutik har kronede dage under lockouten

Butikker i Hammel melder om flere bedsteforældre og børn i byens gader end normalt

Samfund
Af Charlotte Kappel

"Vi er ikke blevet væltet, men vi har oplevet mere travlhed i butikken under lockouten," oplyser Bo Meyer mellem to ekspeditioner i tøjbutikken Kaos. Netop de lockoutramte skolebørn er butikkens målgruppe.
"Bedsteforældrene vil gerne forkæle deres børnebørn lidt, så de tager dem med herind for at finde en lille ting," lyder det fra medindehaveren af Kaos og Huset Meyer.
I Hammel Boghandel har indehaver Elisa Spørring også bemærket flere bedsteforældre under lockoutens første dage.
"Bedsteforældrene har spurgt efter kreative ting, de kunne lave sammen med børnebørnene," fortæller hun.
I Skoringen prøver Oliver og Villads sko sammen med deres mor Jeanette Hjørnholm fra Hammel. Oliver går i 2.C og Villads i 0.A på Skovvangsskolen. Kun Oliver skal i skole under lockouten. Han har én musiktime.
"Derfor har vi har valgt at bruge tiden på at se på forårssko," fortæller Jeanette, og oplyser, at de klarer sig igennem lockout med bedsteforældre og skæve arbejdstider.
Også hos SuperBrugsen og Mariehønen fortæller salgsassistenterne, at de har haft besøg af flere bedsteforældre og børn end normalt.

Jane Hansen Gulev fra Hammel kigger efter sommertøj til datteren Julie. Julie går i 5.C på Søndervangskolen og har ingen skoletimer under lockouten. Foto Charlotte Kappel
Oliver (t.v.) og lillebror Villads har valgt at bruge en af de timeløse dage til at kigge efter forårssko sammen med deres mor Jeanette Hjørnholm. Foto Charlotte Kappel