Fortsæt til indhold

Jægersoldater overrasket af oldboys-hold

Et velgørende oldboys-hold fra Hinnerup ved Aarhus tog fusen på en gruppe danske jægersoldater i Grønland

Samfund
Michael Wulff

En gruppe barske jægersoldater, som var ifærd med at indøve overlevelse i arktiske egne på den grønlandske indlandsis, gjorde store øjne, da 30 oldboys-spillere med sangerinden Julie Berthelsen i spidsen pludselig ankom og satte en fodboldbane op det forladte sted.
Det fortæller Claus Hvass, da han igen er hjemme i sin tøjforretning på Torvet i Hinnerup ved Aarhus.
"De havde vist ikke regnet med at få selskab, så de kiggede lidt, inden de koncentrerede fortsatte med deres opgave. Nogen af dem byggede igloer i bar overkrop."

Fokus på de unge

Claus Hvass og de 29 andre fra HOG Oldboys 30+ var taget til Grønland for at sætte fokus på de unge deroppe, som for fleres vedkommende har trange tider. Mange ender i misbrug, hvilket Claus Hvass bedre forstår i dag efter sit første besøg på den store ø i nord.
"Der er ikke mange muligheder for de unge, der hvor vi var. Et par gange om året kommer der skib, hvilket så er en stor begivenhed, men ellers skal du flyves væk for at se noget andet," siger Claus Hvass.

Glade grønlandske børn tog imod gaverne fra Danmarks mest velgørende oldboys. Privatfoto

Svømmehal

"Og så har de en sportshal og en svømmehal, som amerikanerne byggede. Men det er det hele."
Han og resten af holdet - som manglede ambassadør Ebbe Sand (der er angrebstræner på det danske fodboldlandshold og havde nok at se til med Cornelius og Zimling, red.) - var støttet af en stor gruppe sponsorer taget til Grønland for at fortælle, at der kommer fodboldudstyr til de unge i flere bygder for i alt en million kroner.
"Vi havde nogle Hummel-trøjer og bolde med til de unge i Kangerlussuaq. De sagde til os, at det var bedre end juleaften," fortæller Claus Hvass.

Omgivelserne i Kangerlussuaq er storslået natur. Den tidligere militære del, hvor amerikanerne holdt til, anes i højre side med lufthavnens tårn, som rager op. Bygningerne tættest på er den civile befolknings tilholdssted. Privatfoto

Rensdygryde

Holdet nåede at spise i verdens nordligste roklub, som er en barak ved basens vandsø, Lake Ferguson.
"Her fik spiste vi flere aftener. Så vi prøvede rensdyrgryde, moskusokse og grønlandsk buffet med blandt andet hvalspæk."
"En fin oplevelse, men jeg ville ikke kunne bo deroppe. Der sker simpelthen for lidt," siger Claus Hvass.

Bygningerne som amerikanerne opførte. Her boede tidligere de danskere, som hjalp amerikanerne med at drive basen. Privatfoto