Fortsæt til indhold

Langt mindre drikkevand går tabt i Hørsholm

Drikkevandsspildet i Hørsholm er blevet næsten halveret, efter at Hørsholm Vand har fundet og repareret 26 brud på vandrør

Samfund
Steen Tue Bjerborg

Det kan betale sig at reparere huller og revner i vandrør. Det kan nu aflæses direkte i tallene for, hvor meget drikkevand, der går tabt i Hørsholm Kommune.
I 2011 og 2012 lokaliserede Hørsholm Vand i alt 26 brud på kommunens vandrør. I selv de mindste huller kan der sive op til 1500 kubikmeter vand ud om året. Derfor gik Hørsholm Vand straks i gang med at reparere alle hullerne.
Nu er arbejdet færdigt. Og det viser sig, at den såkaldte vandspildsprocent i 2012 kun var på 6,44 procent mod 10,16 og 11,07 procent årene før, hvilket er en rigtig god nyhed for ikke bare Hørsholm Vand men hele Hørsholm.
"Hvis vandspildet er over 10 procent, skal Hørsholm Vand betale en strafafgift til staten. Det undgik vi i 2012, og det satser vi på også at undgå i de kommende år, hvor vores mål er at holde vandspildet på under 7,5 procent," forklarer en glad og tilfreds direktør i Hørsholm Vand, Tina Otterstrøm.

Forbedrer overvågning

Hørsholm Vand forbedrer derfor i år overvågningen af ledningsnettet med trykfølere på udvalgte steder.
Forsyningen vil desuden undersøge, om det er muligt at sænke vandtrykket en smule uden mærkbare ændringer hos forbrugerne. En sænkning af vandtrykket vil nemlig betyde, at vandspildet bliver mindre, når der opstår brud på rørene.