Fortsæt til indhold

Hvor bliver I af?

Super Brugsen i Vamdrup søger som noget nyt varer fra lokale producenter, som de kan have på hylderne. Kun få har henvendt sig

Samfund
Susie Jessen

Kunderne vil have de lokale varer i Super Brugsen og det vil brugsuddeler Ingrid Sørensen også.
Men det lader til, at producenterne, som laver de lokale varer er sene til at komme ud af starthullerne i forhold til at få deres lokale varer på hylderne i Super Brugsen i Vamdrup. Super Brugsen i Vamdrup er en testbutik for alle butikkerne i kæden i Danmark.
De har gennemført en række analyser over, hvad kunderne vil have i butikken og der var lokale varer en af dem. Derfor har butikken i den seneste tid annonceret efter lokale producenter, som vil indgå i et samarbejde med butikken.
"Vi har kun fået to henvendelser siden vi begyndte at lede efter lokale producenter.
Den ene er Vamdrup og omegns biavlerforening, som skal levere honning. Den anden er en jordbæravler fra Christiansfeld. Vi vil rigtig gerne have flere lokale varer på hylderne fra hele Syd og Sønderjylland. Så vi håber virkelig, at der er flere der melder sig på banen, fortæller Ingrid Sørensen.
Brugsuddeleren efterlyser blandt andet lokal øl og frugt og grønt fra lokale producenter.