Fortsæt til indhold

Storken er landet

Nivå har fået sjældent besøg af en stork fra Sverige

Samfund
Af Marie Gribel Vorum

Det hører efterhånden til sjældenhederne at se storke i Danmark, men fredag blev Erik Høgh mødt af dette flotte syn i Nivå.

Ude på engene bag Nivågaard spadserede en stork rundt, og Erik Høgh nåede heldigvis at forevige øjeblikket, så vi nu kan dele det med resten af Ugebladets læsere.
Foreningen 'storkene.dk' kan fortælle, at storken er ringmærket, og at de derfor ved , at den er kommet til Nivå fra Skåne i Sydsverige, hvor den ellers holder til.
"Storken, som er en han, suser lidt rundt i området og er blandt andet også observeret ved Tidsvildeleje og Ålsgårde. Den landede i Nordsjælland i weekenden på grund af den kraftige blæst, men holder ellers til i Skåne," fortæller Jess Frederiksen, der er formand for storkene.dk, der arbejder for at storken igen bliver en del af det danske landskab.
"Det er uvist, hvorfor storken endnu ikke er søgt tilbage til Skåne, men det er sandsynligvis fordi den leder efter føde ovenpå de meget kolde nætter, der kræver ekstra energi. Den er også set gå langs vejkanterne for at søge efter mad, og den er desværre meget tæt på bilerne," fortæller Jess Frederiksen.

Ugebladet er også blevet kontaktet af en anden læser, der ligeledes har set storken i området omkring Nivågaard.

Storkene ankommer som regel til sin yngleplads fra april og frem til starten af maj. De fleste storke ankommer midt i april. Storken er tro mod sin fødeegn, og yngler som regel i det område hvor den er udruget.