True-hvad for noget?
Mette Breschel er en af de folkeskolelærere i Frederikssund Kommune, som bruger True North-principperne i sin undervisning. Hun fortæller her, hvad det går ud på
Hver undervisningstime med Mette Breschel bag katederet starter som regel med noget musik. Børnene klapper mange gange i takt med musikken og får indstillet sig til, at frikvarteret nu er slut, og nu skal undervisningen begynde.
Lærer Mette Breschel fra Marbækskolen er en stor fortaler for principperne bag True North. Hun var selv til et True North-underviserkursus i efteråret 2011 med fire kollegaer. Siden da er hun blevet teamleder i True North, hvor hun i sin fritid blandt andet deltager i de store elevevents for 125 børn og unge. Hun oplever, at metoderne også virker i hendes folkeskoleklasser.
”Det har givet klasserne, jeg har brugt det i en større motivation, mere gå på mod, mere glæde og fokus også.” siger Mette Breschel.
Idéen er, at børnene bliver faglige stærkere og motiverede, når folkeskolen styrker deres personlige kompetencer. Derfor arbejder True North med mødet mellem børn og lærer.
”Jeg bruger principperne i arbejdet med de unge som klasselærer og ved at være en voksen, der kan coache dem i deres udvikling. Jeg bruger det også til at få mere anerkendelse ind i undervisningen. Det med at huske at få sagt ”tak for dit bidrag”, i stedet for at man som lærer siger ”argh, det er ikke lige det, jeg ville frem til,” siger Mette Breschel.
Men hun bruger det også konkret i undervisningen.
”Helt ned i planlægningen af min undervisningslektion har jeg fået en fornyet opmærksomhed på, hvordan hjernen fungerer. For eksempel at jeg ikke kan forvente, at de lytter 45 minutter i træk,” siger hun og fortæller, at der skal være et skift hvert 20. minut.
Et skift kan være at få eleverne op at stå og fortælle siddemanden noget relevant i forhold til teksten, der lige er gennemgået. Sammen med musikken og de klappende hænder kan det alt sammen godt lyde lidt flippet og udansk, medgiver Mette Breschel.
Netop derfor, tog hun de nye metoder med til forældremødet for at vise børnenes forældre, hvad der var los i klasseværelset.
”Forældrenes reaktion har været ”okay det er lidt fjollet”, men der er ingen, der har givet udtryk for, at det var helt til hest. Faktisk fortalte flere af forældrene, at de huskede langt mere af, hvad der foregik på mødet, end de gjorde normalt,” siger hun med et grin.