Fortsæt til indhold

Pas jeres egne børn

Samfund
Af Peter Mailand

Skolernes fritidsordninger må ikke passe børn, hvis den varslede lockout i folkeskolerne træder i kraft 1. april. Derfor opfordrer Rudersdal Kommune forældrene til at undersøge andre muligheder for at få børnene passet, hvis lockouten bliver en realitet.
Det fortæller chefen for skoleområdet i Rudersdal Kommune, Martin Tinning.
”Det kan blive en meget vanskelig situation for alle parter, hvis lockouten træder i kraft. For børn og forældre, der kommer i klemme. For skoleledere og ikke-konfliktramt personale på skolerne, der risikerer at komme under pres fra flere sider. Og for lærerne, der får deres undervisningsplaner slået i stykker. Vi vil arbejde på at tackle udfordringerne på en sådan måde, at der sker mindst mulig skade på kommunens i øvrigt velfungerende skolevæsen”, udtaler han.
Arbejdet med at udarbejde nødplaner på de enkelte skoler har været i gang, siden Kommunernes Landsforening udsendte sit lockoutvarsel. I første omgang er målet, at Rudersdal Kommune i samarbejde med skolelederne og det personale, der ikke ramt af konflikten, kan få etableret en nødplan for de yngste elever på skolerne. Det er imidlertid ikke sikkert, at det kan lade sig gøre på alle skoler, og SFO-personalet må ikke påtage sig at passe børnene, uden for de normale åbningstider, med mindre timerne er planlagte før varslingen af lockouten.